Ukraine beder om hjælp mod H1N1

Ukraine appellerer til omverdenen om hjælp til at bekæmpe H1N1-influenzaen

Viktor Jusjtjenko, præsident i Ukraine, appellerer til verden om hjælp for at få has på landets store problemer med H1N1, også kaldet svineinfluenza.

En erklæring fra hans kontor søndag aften siger, at præsidenten har skrevet til Ukraines nabolande, til USA, EU og Nato for at bede om medicin og udstyr for at bekæmpe H1N1.

Appellen kommer, efter at 60 mennesker ifølge sundhedsministeriet i den seneste uge er døde i Ukraine af åndedrætsbesvær.

Ministeriet siger dog ikke noget om, hvor mange af ofrene der havde H1N1.

Indtil nu har Ukraine meldt om fire H1N1-dødsofre, mens flere end 190.000 er eller har været smittet. Næsten 8000 har krævet hospitalsbehandling.

Polen og Slovakiet har besvaret appellen søndag aften ved at sende masker og Tamiflu til Ukraine.

H1N1 og indsatsen imod smitten er i stigende grad blevet en sag i Ukraine, mens landet nærmer sig præsidentvalget i januar.

Såvel Jusjtjenko som hans rival, premierminister Julia Tymosjenko, har forsøgt at indtage den ledende rolle i arbejdet med at løse den krise, som H1N1 har udløst.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere