Pelsformand: Stenrig gårdejer med rekord i bøder

Den nu - midlertidigt - afgåede formand for Dansk Pelsdyravlerforening, Erik Ugilt Hansen, er skyldig i miljøsvineri og overfodring i sine dambrug. Nu er han desuden under anklage for dyremishandling af sine mink. Men han tjener styrtende med penge

Det er billeder som disse fra Ugilts minkfarm, der har givet ham en politianmeldelse. (Foto: Anima)
Det er billeder som disse fra Ugilts minkfarm, der har givet ham en politianmeldelse. (Foto: Anima)

Den 63-årige rigmand Erik Ugilt Hansens nu afdøde far, dyrlæge Severin Hansen, ville formentlig rotere i sin grav, hvis han vidste, hvad sønnen, der er uddannet skolelærer, gik og tumlede med.

Erik Ugilt Hansen er en af de minkavlere, der har mest ondt i dyrevelfærden, og talrige gange er han dømt for miljøsvineri med sine dambrug. Han har danmarksrekorden i bøder. Landsretten har for eksempel kendt ham skyldig i overforbrug af foder på to dambrug i Nordjylland – og blandt andet idømt ham en bøde på 534.000 kroner samt konfiskation af godt 2,1 millioner kroner.

Nu er han atter kommet i mediernes søgelys – denne gang for sin rolle som minkavler og formand for både Dansk Pelsdyravlerforening og Danske Pels Auktioner. Afslørende billeder af misrøgtede dyr i små bure fortæller en forfærdelig historie om den ellers så succesrige danske industri af pelse fra danske mink og ræve.

Ekstra Bladet og TV2 har nemlig afsløret, at mange mink på blandt andre Erik Ugilt Hansens gård, Volstrup i Himmerland, har bylder og åbne sår.

Erik Ugilt Hansen er ikke en hr. hvem som helst. Ud over sine betydelige poster i den danske minkindustri har han topposter i dansk landbrug og sidder i bestyrelsen for en af verdens største slagterikoncerner – nemlig Danish Crown.

Nærmest ingen gæld
Den aktive landmand er godt kendt i det nordjyske, men ikke for noget godt. De mange miljøsager har givet ham mange spaltemeter i de lokale aviser. Alligevel fortsætter Erik Ugilt Hansen med at udbygge sine aktiviteter.

I en artikel sponseret af Sparekassen Farsø udtaler gårdejeren, at gården skal være en levende organisme eller et levende samfund, hvor man satser på flere forskellige muligheder. Det gælder planteavl, svineproduktion, pelsdyravl og dambrug. Der er også lavet put and take-fiskeri.

Det fortælles videre i den sponserede artikel, at gården er en af landets meget driftige landbrugsvirksomheder med cirka 18 ansatte. Som i gamle dage har man folk på kost, og alt i alt bor der på gårdens jorder mellem 30 og 35 mennesker.

Erik Ugilt Hansen er en meget velhavende mand. Han er god for mere end 100 millioner kroner. I sit private firma – Erik Ugilt Hansen Holding A/S – er formuen eller egenkapitalen på 105 millioner kroner og gælden næsten ikke til at få øje på.