Atomgigant dumper affald på p-plads

Den franske energigigant EDF har sendt atomaffald gennem danske farvande og dumpet det på en parkeringsplads i Rusland

I den russiske by Tomsk dumper fransk atomgigant sit affald - og udlændinge har ingen adgang, advarer skiltet ved byens indfaldsveje. (Foto: ekstrabladet.tv)
I den russiske by Tomsk dumper fransk atomgigant sit affald - og udlændinge har ingen adgang, advarer skiltet ved byens indfaldsveje. (Foto: ekstrabladet.tv)

I aften er der alle muligheder for, at den franske befolkning får rødvinen og baguetten galt i halsen. Her sendes nemlig en afslørende dokumentar på den franske tv-kanal Arte. I udsendelsen, som du kan se klip fra herover, ser man, hvordan den franske energigigant EDF har sendt tonsvis af radioaktivt affald til Rusland.

Transporten er sket med skib gennem danske farvande. Men målet for affaldet er ikke - som normalt - en dyb mine eller det kolde vand på bunden af havet. Derimod har franskmændene magasineret hele skidtet på en parkeringsplads i byen Tomsk, fremgår det af udsendelsen.

EDF driver en række af atomkraftværker i Frankrig og England. Og derfor har virksomheden løbende brug for at komme af med brugt atommateriale. Ifølge dokumentaren sker det på en både usikker og uetisk måde.

Talsmand Sylvain Granger fra EDF afviser dog, at firmaet gør noget forkert:

- Atomaffaldet er ikke affald, men værdifuldt materiale der kan genanvendes på et senere tidspunkt.

Flere eksperter i atomkraft afviser dog firmaets forsvarstale. Især fordi opbevaringen - i fri luft og på en parkeringsplads i den russiske by - er uansvarlig og farlig for områdets indbyggere.