Naser Khader bekymret over film

Dansk-palæstinenseren Awad Joumaas dokumentarfilm om Danmark kan opflamme muslimers sind. Især hvis en imam puster til ilden, mener Naser Khader

Torsdag aften følger De Konservatives integrationsordfører, Naser Khader, dansk-palæstinenseren Awad Joumaas dokumentarfilm, der skildrer Danmark som racistisk over for muslimer. Filmen er programsat i den bedste sendetid på den populære arabiske tv-kanal Al-Jazeera.

Naser Khader har set en appetitvækker til filmen, men har på forhånd svært ved at vurdere, hvordan Al-Jazeeras seere vil opfatte programmet. Men han siger, at islamister ikke handler rationelt, og at der risikerer at komme en reaktion, hvis en imam ophidser masserne.

- Filmen er stærk tobak. Danmark er racistisk. Unge mennesker, der er født og opvokset her, har ingen muligheder, siger han.

Blandt aktørerne i filmen er flere integrationskonsulenter, og hvis de fylder den arabiske verden med løgne, kan man ifølge Khader sætte spørgsmålstegn ved deres hæderlighed og oprigtighed i arbejdet med integration.

- Nogle af dem fungerer som forbilleder for de unge, siger Naser Khader.

Han har mødt instruktøren af filmen et par gange. Han boede i Århus, inden han rejste tilbage til Vestbredden. Filmen er, så vidt jeg Naser Khader ved, lavet inden for de seneste seks måneder, siger han.