Carl-Mar: Drenge bliver bøsser af at tisse siddende

Carl-Mar Møller går nu i rette med Brorsonskolen i Varde, som vil have de mindste drenge til at sidde på brættet, når de skal tisse

Carl-Mar Møller mener, at det er direkte skadeligt, at Brorsonskolen i Varde opfordrer de mindre drenge til at sidde ned, når de tisser. Selv tisser han helst stående ude i naturen. (Foto: Jørgen Sperling)
Carl-Mar Møller mener, at det er direkte skadeligt, at Brorsonskolen i Varde opfordrer de mindre drenge til at sidde ned, når de tisser. Selv tisser han helst stående ude i naturen. (Foto: Jørgen Sperling)

Parterapeut Carl-Mar Møller pisser helst i naturen.

Han er derfor rygende uenig med Brorsonskolen i Varde, som vil have de mindste drenge til at sidde på brættet, når de skal tisse. Det skriver jv.dk.

- Det er en fortsat kastration af mænd, der begynder allerede i børnehaven, fordi der er så mange kvindelige pædagoger. Det at stå op er en markering af det at være mand. Og det gør ikke noget, at vi sviner og lugter - det er derfor, der er mande- og kvindetoiletter, siger Carl-Mar Møller til jv.dk og understreger, at mandigheden tager skade af at sidde ned.

- Det skaber svage drenge, som kvinderne ikke kan tænde på, når de bliver voksne. Kvinder tænder ikke på mænd, der sidder ned og tisser, fordi de bliver et form for intetkøn. I værste fald er det den slags, der gør, at flere mænd bliver bøsser.

Brorsonskolen har indført tissereglerne, fordi drengene i de små klasser har problemer med at ramme kummen, og det resulterer i søer på gulvet og store lugtgener.

Derfor har forældrene til drengene fra 0. til 2. klasse fået et brev, hvor deres drenge opfordres til at sidde ned, når de tisser i skolen, ligesom der ved toiletterne er en glad smiley for siddende tisseri og en sur, hvis drengene står op.

- Der er tale om en henstilling og ikke et påbud, understreger skoleinspektør Oluf Nissen til jv.dk.

0 kommentarer
Vis kommentarer