Nye tusinder står helt uden indtægt

16.222 har mistet dagpengene i år. Mange af dem kan slet ikke få kontanthjælp. - Når de særlige initiativer snart udløber, så vil to ud af tre ikke have nogen indtægt, siger direktør i A-kassens Samvirke

Modelfoto: Linda Johansen
Modelfoto: Linda Johansen

16.222.

Så mange har mistet retten til dagpenge i år. Et tal der ventes at stige til 30.000 i løbet af året.

Det er ti gange så mange, som regeringen fremlagde i sit første skøn.

Og mange af dem, der falder ud af dagpengesystemet, kan ikke få kontanthjælp.

Det bliver endnu værre, når de særlige initiativer som er sat i værk udløber om halvanden måned, den 1. juli.

Derfor al den politiske ballade i disse dage.

- Jeg forstår godt, hvis mange mennesker ikke kan følge med i debatten. Men alle, der arbejder med tingene, har vidst, at ordningen betyder en økonomisk katastrofe for tusindvis af mennesker, siger Verner Sand Kirk, der er direktør i A-kassernes Samvirke til Ekstra Bladet.

Indtil 1. januar i år kunne man være på dagpenge i fire år. Den periode er nu to år. Derfor de høje tal omkring mennesker, der ryger ud af dagpengesystemet.

Sær-ordninger
- I december sidste år røg cirka 450 mennesker ud af dagpenge-systemet. Før ændringen var der tale om cirka 500 mennesker om måneden, siger Verner Sand Kirk.

Disse mennesker, der altså faldt for 'den gamle' fire års-regel er ikke berettiget til at være med på den særlige uddannelsesydelse, der blev indført og som gælder frem til 1. juli.

- Den ordning er faktisk en slags 'kontanthjælp', som kan modtages af alle, der falder ud af ordningen. Samtidig udvidede man adgangen til senior-job. Begge disse ordninger bortfalder, siger Verner Sand Kirk og tilføjer, at det har været kendt hele tiden, at mange af dem, der falder ud, ikke vil kunne modtage kontanthjælp.

Vurderingen lyder på, at det handler om to ud af tre.

- Det sagde daværende minister Inger Støjberg ved den oprindelige fremlæggelse. Det ved embedsmændene, og det burde de politikere, som stemmer om det, sætte sig ind i. Vi har påpeget det måned for måned, hvor mange ryger ud. Jeg forstår godt, at ikke alle kan kende disse komplicerede regler, men de, der bærer magtens kæder, bør bevare overblikket, siger direktøren i AK-Samvirke.

Uden en krone
Der vil blandt andet ske en modregning i kontanthjælpen, hvis ens ægtefælle har en indtægt, eller hvis man har en formue på over 10.000 kroner.

- Så man kan - groft sagt - sige, at titusinder vil blive overladt til at sælge bolig, lade sig skille, begå kriminalitet eller leve af sort arbejde?

- Det er op til den enkelte, hvordan de kan klare sig. Man skal huske på, at disse mennesker i to år har været på dagpenge, som ofte har betydet en halvering af indtægterne. Selv hvis man er blandt dem, der har ret til kontanthjælp, så ryger man ned med yderligere 40 procent i forhold til dagpengene, hvis man ikke har børn. Der er tale om mennesker, hvis økonomi i forvejen har været udsat for ekstremt pres økonomisk, siger Verner Sand Kirk.

Samtidig med at man har halveret dagpengeperioden, er den såkaldte optjeningsperiode - altså den tid man skal have arbejde for igen at være berettiget til dagpenge - blevet fordoblet fra 26 uger til 52 uger.

Det er altså ikke alene blevet meget lettere at ryge ud, det er også blevet sværere at komme ind igen.

0 kommentarer
Vis kommentarer