Enlig mor vandt 10 millioner

- Nu skal vi i tivoli, siger den heldige vinder fra Køge, der er enlig mor til tre og på kontanthjælp

Lottokupon
Lottokupon

- Nu kan vi komme i tivoli og flytte i hus, fortæller en enlig mor på kontanthjælp til tre børn fra Køge til Danske Spil.

Forrige lørdag vandt hun 10 millioner kroner i Lotto.

- Vi har ikke været i tivoli i de sidste mange år. Vi har simpelthen ikke haft råd. Men det skal vi nu, udtaler den lykkelige vinder.

Kvinden fra vandt lørdag den 11. juli 10.139.178 kroner i Lotto, den nybagte millionær ønsker at forblive anonym, men hun vil gerne fortælle Danske Spil, at hun er enlig mor til tre børn, i 40'erne, og at hun bor i Køge.

Den heldige vinder har siden sidste år gået sygemeldt, og hun har derfor været på først sygedagpenge og siden kontanthjælp, men det er slut nu.

Katten væk
Lørdag blev en stor dag, der ændrede den lille families liv, men det var der ikke noget, der pegede i den retning lørdag morgen.

- Natten mellem fredag og lørdag forsvandt vores kat. Den sprang ud af vinduet fra 1. sal. Vi var meget kede af det lørdag, og børnene græd, fortæller vinderen til Danske Spil.

Hun spiller sjældent Lotto, men gjorde en undtagelse, da hun senere lørdag var på tanken.

- Jeg havde haft en rigtig dårlig dag, og vores kat var væk. Så jeg sagde til manden på tanken, at der måtte være noget held ved dagen og købte en LynLotto for mine sidste penge, siger vinderen.

Senere om aftenen stod hun og lavede mad.

- Vil du tjekke Lotto-kvitteringen, spurgte hun sin søn.

- Hvordan gør man, spurgte han.

Hun forklarede ham det. Og der var stille et stykke tid.

- Mor, du er nødt til at komme, råbte han ud til hende i køkkenet.

- Hvorfor, spurgte hun.

- De der tal har vi altså på række seks, råbte drengen så.

- Så løb jeg ind og tjekkede dem. Den var der. Vi var jublende glade. Fuldstændig euforiske. Og dansede og skreg i stuen, fortæller den glade vinder til Danske Spil.

Køber hus
- Senere om aftenen sad vi og snakkede om vores kat. Vi savnede den og blev enige om, at vi havde et rigtigt godt sidste minde om den. Det var nemlig kattens skyld, at jeg købte Lotto-kuponen, fortæller hun og fortsætter:

- Jeg sov ikke særlig meget om natten. Jeg kunne ikke forstå, jeg havde vundet så mange penge. Klokken 5 om morgenen hylede det nede fra græsplænen. Jeg sprang ud af sengen og løb ned. Det var vores kat, der var kommet tilbage. Så det var noget af en oplevelse den weekend, siger hun.

Katten kan se frem til, at det er slut med at springe ud fra første sal snart.

- Nu skal den have lov til at være udekat. Vi skal helt sikkert flytte i hus. De mange penge giver nogle muligheder. Der er mange ting, jeg aldrig har haft råd til. Det har jeg tit måtte sige til børnene. Så det er det mest befriende, at jeg nu ikke behøver sige det hver gang, siger den lykkelige vinder.

Mærker det allerede

Og den store gevinst har allerede gjort en forskel for den lille familie, når de er ude på indkøb.

- Vi var nede at købe ind og stod ved discountvarerne. Det gør vi jo altid. Men pludselig gik det op for os, det behøver vi ikke mere. Vi kan købe masser af sunde ting som frugt og grønt. Så vi fyldte vognen med gode varer. Og vi har spist masser af frugt og fået smoothies siden, siger hun og fortæller også, at der nu bliver råd til fremtidige konfirmationer og high school-ophold, hvis børnene drømmer om det.

- Men først og fremmest vil jeg forvalte pengene, så vi kan have det godt resten af livet, siger hun og fortæller, at de allerede har modtaget økonomisk rådgivning af Danske Spil.

Vinderen overvejer også, om noget af gevinsten skal gå til lidt sommerferie.

- Vi har ikke lavet noget specielt i sommerferien. Det har der ikke været råd til. Vi kommer heller ikke af sted lige med det samme. Vi har nemlig ingen pas, men det skal vi snart have lavet, udtaler den nybagte mangemillionær.

Den lykkebringende LynLotto er købt hos OK Plus, Boholtecentret, Marksvinget 21, 4600 Køge.

Måske Danmarks heldigste område i 2009, skriver Danske Spil, der oplyser, at en spiller i januar i år mere end 21 millioner kroner på et Lotto-spil købt lige ved siden af, nemlig hos Boholte Centerkiosk, Marksvinget 31, 4600 Køge.

0 kommentarer
Vis kommentarer