Hjort gik amok på kvinde og barn

Mor og datters skovtur i århusiansk dyrehave fik en blodig udgang, efter de blev overfaldet af en rasende hjort

Den rasende hjort angreb formentlig 44-årige Susanne Bruun og hendes datter, fordi de var kommet for tæt på dyrets kid. (Foto: Toke Hage)
Den rasende hjort angreb formentlig 44-årige Susanne Bruun og hendes datter, fordi de var kommet for tæt på dyrets kid. (Foto: Toke Hage)

Susanne Bruun har oplevet det usædvanlige at blive overfaldet af en hjort.

Det skete i Dyrehaven i Marselisskoven ved Århus, hvor hun var sammen med sin fireårige datter. Under skovturen satte de to sig på et væltet træ, da Susanne Bruun fik øje på et lille kid i græsset, skriver JP Århus .

Susanne Bruun ville gå, men for sent.

Fik næseblod efter spark
For kiddets mor kom nu farende i fuld galop.

- Den ramte først min datter, så hun faldt. Derefter rejste den sig op på bagbenene og begyndte at sparke mig over hele kroppen. Jeg forsøgte at få min datter ind bagved mig, så den ikke kunne ramme hende, fortæller Susanne Bruun til JP Århus.

Dådyret sparkede Susanne Bruun på skuldrene, armene, benene og næsen, så hun fik næseblod.

Hun skreg efter hjælp med hovedet indsmurt i blod, men en kvinde, der stod i nærheden med tre børn, turde ikke blande sig i det voldsomme optrin.

Hamrede kamera i hovedet på dådyret
Det lykkedes Susanne Bruun at få fat i sit kamera, som hun hamrede ind i siden af hovedet på hjorten, og det fik den til at trække sig tilbage.

Susanne Bruun, der var skræmt fra vid og sans efter hændelsen, udtaler til JP Århus, at hun ikke bebrejder hjorten, men at hun mener, man bør hegne dyrene ind, når de kan optræde så farligt.

Det er biolog Niels Jørgen Friis fra Natur og Miljø i Århus kommune uenig i. Han mener ikke, det er nødvendigt at hegne dyrene inde.

Efter hændelsen, som skete i torsdags, har Susanne Bruun haft svæt ved at gå og har talrige blå mærker.

0 kommentarer
Vis kommentarer