Dystert regnskab fra Berlingske

Røde tal på bundlinjen hos Berlingske Media. Samlet set et meget dystert billede, mener direktør i Dansk Aktie Analyse Peter Falk-Sørensen

Berlingske Media præsterede i 2008 det største underskud i mediebranchen siden Nyhedsavisens konkurs - 404 mio. kr. Samtidig har koncernen tabt egenkapitalen, og likviditeten er presset i bund, skriver epn.dk

I praksis betyder det, at Berlingske Media har sat egenkapitalen over styr, så den ved udgangen af året endte på minus 148,5 mio. kr., og indhugget i kapitalen gør, at man er i færd med en gennemgribende reetablering af selskabets økonomi.

Derudover endte resultatet af driften med et minus på 174 mio. kr., og beholdningen af likvide midler er helt nede på 7,4 mio. kr. Det er ikke meget at have i kassen, fremhæver Peter Falk-Sørensen, direktør i Dansk Aktie Analyse.

- Samlet set er det et meget dystert billede. Det afgørende for Berlingske Medier er nu, at der findes en løsning i moderselskabet Mecom. Med en negativ egenkapital på næsten 150 mio. kr. og negativt driftsresultat - også før afskrivninger - får man et likviditetsproblem, hvis moderselskabet ikke kan understøtte selskabet, siger han til epn.dk.

I det hele taget er Berlingske Medias nyere regnskabshistorie alt andet end munter læsning. En afgørende begivenhed for, at der i det hele taget er noget, der hedder Berlingske i dag, skal findes i det faktum, at man i 2005 solgte ejendomme, bl.a. hovedsædet i Pilestræde i det indre København, for i alt 408 mio. kr.

Det skæppede i kassen, men nu er pengene brugt, og sådant et salg kan man kun foretage én gang, og ifølge Peter Falk-Sørensen slås man nu med huslejeforpligtelsen i stedet, og der er ikke flere skjulte reserver at sælge ud af.

Det gør, at Berlingske Medias fremtid helt og aldeles afhænger af, at Mecom får held til at rejse 1,2 mia. kr. i den igangværende aktieemission, der har deadline den 25. juni, og som skal holde Mecom og Berlingske oven vande.