Efter EB-afsløring: Politi skal undersøge borgmester

Anklager ved Fyens Politi har vurderet anmeldelse af Middelfarts borgmester, Steen Dahlstrøm. - Der skal foretages nye undersøgelser

Foto: Ernst van Norde
Foto: Ernst van Norde

Den socialdemokratiske borgmester i Middelfart, Steen Dahlstrøm, blev anmeldt til politiet efter Ekstra Bladet kunne afsløre, at han ville tage et portræt af sig selv - udført af den lokale kunstner Lisbeth Aare - med hjem.

Baggrunden for maleriet var, at kunstneren gerne ville takke kommunen for den indsats den havde gjort for hendes 16-årige søn, der lider af Downs Syndrom.

Uanset at takken især var rettet til kommunens ansatte valgte borgmesteren, der har siddet model i flere omgange, at betragte maleriet som en personlig gave, der skulle hænge i hans private hjem.

Den optræden medførte, at han fredag i sidste uge blev meldt til politiet.

En sådan politianmeldelse kan afvises, hvis den er indlysende grundløs. Det har Fyens Politi tilsyneladende ikke vurderet, da anmeldelsen er sendt til anklager Lars Ole Pedersen.

- Der skal foretages yderligere undersøgelser i sagen. Hvad det kommer til at gå ud på, har jeg slet ingen kommentarer til, siger Lars Ole Pedersen til fyens.dk i dag.

Hermed er proceduren normalt, at politiet bliver bedt om at indlede en egentlig efterforskning.

- Hvis vi får behov for at snakke med nogen mennesker, får de besked om det direkte og ikke gennem pressen, siger anklageren til sitet.

Den borger, som indgav anmeldelsen, mener borgmesteren - der har bestridt posten i 27 år - har modtaget bestikkelse.

Det fik onsdag Steen Dahlstrøm til at vende på en tallerken overfor ekstrabladet.dk.:

– Jeg har meddelt politiet, at jeg alligevel ikke tager imod maleriet som en personlig gave, men lader det blive i galleriet. Jeg vil ikke have beklikket min hæderlighed og gode ry og rygte, sagde borgmesteren.

I går var det så kommunaldirektør Steen Vinderslev, der kom borgmester til undsætning. Han fortalte til ekstrabladet.dk, at det var ham der havde rådgivet borgmesteren om, at maleriet kunne hænge hjemme i privaten.

- Ved at trække i land og alligevel ikke at modtage maleriet har borgmesteren vel allerede udstillet, at du har vejledt ham helt forkert?

- Det kan man mene. Jeg syntes i første omgang ikke, der var noget i vejen med, at Steen Dahlstrøm modtog maleriet i et privat anliggende mellem ham og kunstneren. Nu vil borgmesteren så forhindre, at nogen skal kunne stille spørgsmålstegn ved hans troværdighed og ærlighed, og det forstår jeg udmærket, sagde kommunaldirektøren.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere