Tidligere Magasin-ejer skyldig i skattefusk

Den kontroversielle islandske forretningsmand Jon Asgeir Johannesson er kendt skyldig i skatteunddragelse

Jon Asgeir Johannesson er kendt skyldig i skatteunddragelse ved Islands højesteret og er idømt et års betinget fængsel og en bøde på 2,25 millioner kroner. (Foto: Klaus Holsting/Polfoto)
Jon Asgeir Johannesson er kendt skyldig i skatteunddragelse ved Islands højesteret og er idømt et års betinget fængsel og en bøde på 2,25 millioner kroner. (Foto: Klaus Holsting/Polfoto)

Chefen for det kulsejlede islandske investeringsselskab Baugur, Jon Asgeir Johannesson, er kendt skyldig i skatteunddragelse ved Islands højesteret og er idømt et års betinget fængsel og en bøde på 2,25 millioner kroner.

Jon Asgeir Johannessons investeringsfirma, der ejede aktier i en række butikskæder i Storbritannien, Island og Danmark, kollapsede på grund af en enorm gæld under finanskrisen i 2008.

Baugurs gæld var i 2009 på næsten ni milliarder kroner.

Retten finder, at Johannesson med fuldt overlæg gav det islandske skattevæsen fejlagtige oplysninger, der betød, at han undgik at betale millioner i skat.

Han blev også fundet skyldig i en række andre ulovligheder i forbindelse med Baugurs aktiviteter.

Selv ser Jon Asgeir Johannesson rettens afgørelse som en sejr og kalder hele retssagen mod ham for en "fiasko".

- Bøden er jo pebernødder. De kan ikke bevise nogen alvorlig forbrydelse, og ingen kommer i fængsel, sagde finansmanden i en kommentar.

Baugurs nedtur kostede den islandske bank Glitnir livet. Banken havde lånt Johannesson milliarder af kroner.

I Danmark ejede Baugur inden det islandske bankkrak i 2008 blandt andet Illum og Magasin i København.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere