Kinesiske singler hyrer fupkærester

Kvinder i den giftemodne alder, der lever alene, kan få problemer hos familien, som risikerer at tabe ansigt

Et stigende antal singlekvinder i Kina tager falske kærester med hjem på familiebesøg for at undgå snagende spørgsmål fra forældre og andre bekymrede slægtninge om, hvorvidt de dog ikke snart har planer om blive gift og få børn.

Netop nu tager millioner af ugifte kvinder tilbage til deres hjemstavn rundt omkring i det kæmpemæssige land for at fejre det kinesiske nytår, der begynder 10. februar.

Mange af dem tager deres kærester med hjem. Men hvis de ikke har en udkåren at tage under armen, kan gensynet med mor og far blive et problem.

- Ifølge kinesisk tradition vil forældre til børn, der er i den giftmodne alder, men forbliver singler, tabe ansigt, skriver avisen China Daily.

Derfor går flere og flere singlekvinder på internettet, hvor de kan hyre mænd for pengebeløb til at spille deres kærester og dermed overbevise forældrene om, at de lever i et lykkeligt parforhold, skriver nyhedsbureauet dpa.

Andre kigger rundt i deres vennekreds for at finde en løsning.

En af kvinderne er 32-årige Zhao Jun, som er chef i et statsejet firma. Hun overtalte en af sine homoseksuelle venner til at foregive at være hendes kæreste, hvorefter de tog sammen hjem til hendes familie under den store forårsferie i 2012.

- Sidste år narrede jeg mine forældre ved at sige, at jeg kom sammen med en fyr, og så spurgte jeg en mand, som jeg kendte, om at komme til mine forældres hjem og lade som om, at han var min kæreste, fortæller hun.

- Mine forældre vidste ikke, at jeg snød dem. Det var meget glade og lettede, tilføjer Zhao Jun, som udtaler sig under et pseudonym.

Hun fortæller om det store sociale pres, som unge kvinder i Kina kan være udsat for, når de ikke har slået sig ned med mand og børn, når de har nået en vis alder.

- Mine slægtninge havde for vane at kritisere mig for ikke at gøre det godt nok, og de sagde, at jeg var en taber, fordi jeg ikke kunne finde nogen at gifte mig med, hvilket sårede min mor meget og dermed også mig, siger Zhao Jun.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere