Stadigt flere døende vælger hospice

På få år er antallet af hospices for døende fordoblet - uden at behovet dog på nogen måde er blevet dækket

Langt flere døende danskere vælger at komme på hospice. På bare fem år er antallet af sengedage steget med næsten 80 procent. Og ministeren peger på, at der er endnu flere pladser på vej.

Rigtig mange døende, især kræftpatienter, vælger i dag at komme på hospice.

Ifølge en analyse fra Dansk Sygeplejeråd, er antallet af sengedage på landets hospices næsten fordoblet fra cirka 34.300 i 2007 til omkring 61.500 i 2011.

- Hospice giver patienterne mulighed for at få en rigtig god sidste tid på egne præmisser og støttet af et stærkt hold af sundhedsfaglige medarbejdere, siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

- De seneste år er der blevet stadig flere hospices, så der nu i alt er 14 i hele landet. Det er et krav for at komme på hospice, at helbredende behandling er afsluttet, og at man lider af en fremskreden uhelbredelig sygdom med kort levetid, tilføjer hun.

Grete Christensen peger på, man på hospicerne jævnligt oplever, at hospicepatienter blomstrer op. Nogle gange bliver de faktisk udskrevet, så de kan dø i eget hjem.

Hun peger på, at behovet fortsat er væsentligt større end de 14 hospices.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) glæder sig i en kommentar over udviklingen på hospiceområdet.

- Både af hensyn til den døende og de pårørende er det vigtigt, at den sidste tid i et uhelbredeligt menneskes liv forløber så godt som muligt. Derfor er der også igangsat flere initiativer, som skal styrke og udvikle tilbuddene til alvorligt syge, siger ministeren.

Ifølge Sundhedsministeriet bliver hospicekapaciteten udvidet med 42 pladser de kommende år, så der i alt bliver 250 hospicepladser.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere