LM Wind Power i Lunderskov fyrer 135 medarbejdere

135 ansatte hos LM Wind Power vil torsdag blive tvunget til at pakke deres ting og vinke farvel til deres job

135 ansatte bliver torsdag fyret på virksomheden LM Wind Powers hovedfabrik i Lunderskov udenfor Kolding, oplyser TV SYD.

Fyringerne er de seneste af en række, og efter den store sparekniv har krævet sine ofre, vil der kun være omkring 115 medarbejdere tilbage.

Medarbejderne på fabrikken går stadig uvidende rundt. Ledelsen har endnu ikke fortalt, hvem der bliver fyret. Det sker først torsdag.

Vice President for Global Manufacturing, Richard Bevan, siger:

- Den globale vindindustri er under pres fra den generelle økonomiske situation og faldende efterspørgsel. Så selvom det er dybt beklageligt, er det desværre ingen overraskelse, at også vores danske fabrikker er påvirket.

Så længe der ikke er navn på, hvem der må sige farvel til deres arbejde, ønsker ingen af virksomhedens tillidsmænd at udtale sig. Men formanden for 3F Kongedalen i Vamdrup, Egon Nissen, kalder fyringsrunden for "en katastrofe".

Virksomheden oplyser, at den på trods af fyringerne ikke kommer til at lukke fabrikken helt.

- Vi vil fortsat producere i Danmark. Det er her, vi har hovedkvarter med vores produktionsteknologi og udvikling lige i nærheden, men det er nødvendigt hele tiden at kigge på vores produktionsapparat med tanke på vores kunders behov.

- Vi agerer med den nødvendige fleksibilitet, som også gør os i stand til at øge kapaciteten på et senere tidspunkt, hvis det bliver nødvendigt, siger Richard Bevan til TV SYD.

0 kommentarer
Vis kommentarer