Mor: Jeg har ikke set min datter i tre år

Myndighederne er enige: Bettina Hansen skal se sin datter. Alligevel er der gået tre år uden noget er sket. Forvaltningen har sågar arkiverede hendes sag

Statsforvaltningen Sjælland skriver efter Ekstra Bladets henvendelse i februar 2010 til Bettina Hansen, at hendes sag 'ved en fejl var blevet henlagt på arkivet' og afslutter det korte brev: 'Statsforvaltningen beklager'.
Statsforvaltningen Sjælland skriver efter Ekstra Bladets henvendelse i februar 2010 til Bettina Hansen, at hendes sag 'ved en fejl var blevet henlagt på arkivet' og afslutter det korte brev: 'Statsforvaltningen beklager'.

Bettina Hansen, 41, har i mere end tre år kæmpet for at få genoptaget samværet med sin datter, der i mellemtiden er fyldt 13.

Statsforvaltningen Sjælland afviser, at sagen forhales, fordi Bettina er ordblind og har svært ved at føre sin egen sag.

- Der går ikke en dag, hvor jeg ikke savner hende, siger Bettina, der til daglig passer et flexjob i kantinen på Vordingborg Gymnasium til sin arbejdsgivers store tilfredshed.

Men sagen trækker nu ud på fjerde år. Statsforvaltningen Sjælland henlagde sågar ved en fejl sagen. ’Statsforvaltningen beklager’, lød beskeden til Bettina i 2010 efter Ekstra Bladets henvendelse.

Er det rimeligt, at sådan en sag skal være over tre år?

- Begrebet rimelighed kan man ikke operere med, når man taler om at finde en afgørelse for, hvad der er bedst for et barn, siger Hroar Kolmos, kontorchef i Statsforvaltningen Sjælland, til ekstrabladet.dk.

- Det er altid beklageligt, når der sker fejl. Og der er sket en fejl i det her tilfælde, hvor vi har forsinket sagen mellem to sagsskridt, der udgør to til tre måneder, siger Hroar Kolmos om sagens seneste udvikling.

Kontorchef: Konfliktsager trækker ud
Sagen trak ud med yderligere godt et år, da beskyldningerne føg om seksuelle overgreb mod Bettinas og hendes eksmands fælles datter – anklager, der hurtigt blev afvist af flere myndigheder.

Men i to år var Bettina Hansen forment samvær med sin datter, bortset fra et psykolog-overvåget samvær i juni 2011.

Familiestyrelsen afgjorde ellers tilbage i november 2010, at sagsbehandlingen skulle genoptages med henblik på genoptaget samvær mellem mor og datter.

- Der er nu engang sådan, at når børn er i klemme, fordi forældre har et højt konfliktniveau, så vil sager jo trække ud, siger kontorchef Hroar Kolmos.

Men der går et helt år, hvor Bettina Hansen ikke må se sin datter. Så afgør Familiestyrelsen, at samværet bør genoptages. Statsforvaltningen spørger i november 2011 Bettina, fra hvornår hun ønsker samværet genoptaget. ’Med det samme, jeg har ventet så længe’, svarer Bettina.

Du kan se din datter om tre måneder
Men intet sker i fire måneder.

Først da Ekstra Bladet på ny henvender sig til Statsforvaltningen i marts i år, sker der noget: Dagen efter vores henvendelse modtager Bettina Hansen et brev fra Statsforvaltningen: Hun kan få lov at se sin datter – om tre måneder, den 14. juni.

- Nogle gange bliver vi altså nødt til at give afslag på samvær alene under henvisning til et massivt højt konfliktniveau. Fordi barnet aldrig vil kunne blive afleveret på en måde, så barnet vil kunne nyde samværet, siger Hroar Kolmos generelt om familiesager.

Bettina Hansen har i den årelange sag løbende rykket Statsforvaltningen Sjælland for svar og for at få sat skub i ekspeditionen, men er stort set hver gang blevet mødt med en mur af tavshed, siger hun.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere