Spar Salling er på vej i graven

Endnu en sparekasse må lade livet, og en ny flok garanter risikerer at miste deres penge

Søndag aften er Sparekassen Østjylland forsvundet fra Danmarkskortet, og få timer senere er endnu et mindre dansk pengeinstitut på vej til at blive fortid.

Det drejer sig om nordjyske Spar Salling, som selv fortæller til netmediet Finanswatch, at det er ved at miste sin selvstændighed.

- Det er en blanding af stor vemod, men også en form for befrielse og lettelse, fordi der kommer en afklaring og en løsning, fortæller Spar Sallings direktør Bent Jensen.

Han vil ikke forholde sig til, hvad løsningen vil komme til at betyde for bankens 3000 til 4000 garanter, der har ladet deres indskud tælle som ansvarlig kapital mod favorable vilkår i banken.

Ifølge Finanswatch har garanterne i alt 86 millioner kroner stående i banken.

De er ikke dækket af indskydergarantien og står dermed sidst i køen til at få sine penge.

Og direktøren indikerer, at garanterne, som det skete i Sparekassen Østjylland, kan ende med en lang næse.

- Som det ser ud i øjeblikket (er det, red.) en løsning, som vi betragter som absolut god og tilfredsstillende. Men det vil alle nok ikke synes, siger Bent Jensen.

Ifølge ham bakser banken søndag aften med "noget bureaukrati", som skal bane vejen for "en utraditionel løsning" på bankens fremtid.

- Det bliver muligvis ikke en aftale gennem Finansiel Stabilitet. Det bliver formentlig en utraditionel og endnu ikke afprøvet aftale. Det er derfor, der er lidt bureaukrati omkring det, forklarer direktøren.

Han forventer dog, at bankens otte filialer vil slå dørene op for kunderne mandag morgen.

Ligesom i Sparekassen Østjylland har Finanstilsynet måttet pålægge Spar Salling at nedskrive mere på udlån, end banken selv mener er passende.

Nordjyderne er blevet pålagt at øge nedskrivningerne til 22 millioner kroner fra 5,5 millioner, og det ser nu ud til at have gjort en ende på bankens selvstændighed.

Banken har et samlet udlån på 1,3 milliarder kroner, der er ligelidt fordelt mellem privat- og erhvervskunder.

Udlån til landbrug, jagt og skovbrug udgør 27 procent af sparekassens samlede udlån og garantier, og netop landbrugsudlånene var ifølge Finanstilsynet vurderet for optimistisk.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere