Overrevet kabel lammer togdrift ved Hobro

DSB har sat busser ind for at fragte togpassagerer mellem Hobro og Langå. Togtrafik lammet i op til fem timer

Al togdrift mellem Langå og Hobro er indstillet tidligt fredag morgen på grund af et overrevet kabel, oplyser DSB.

Togtrafikken er stoppet på grund af et overrevet fjernstyringskabel, og DSB har derfor sat busser ind for at fragte de travle passagerer.

- Der kører tre busser fra hver retning i timen, oplyser pressevagt Hanne Degnbol fra DSB til Ritzau.

Togpassagerne skal forberede sig på at blive fragtet i bus noget tid endnu.

- Meldingen fra Banedanmark er, at det kan vare op til fem timer, før det er i orden igen, siger Hanne Degnbol.

Ulykken får konsekvenser for tusindvis af passagerer, da der normalt kører en række lyntog på skinnerne. De travle morgenpassagerne må forberede sig på ekstra rejsetid, når de skal fragtes i busser.

- Det kan give forsinkelser på op til en halv time, siger Hanne Degnbol.

For to uger siden sejlede et containerskib ind i en jernbanebro i Limfjorden. Skinnerne blev slået skæve, og togtrafikken blev indstillet på ubestemt tid.

Derfor indsatte DSB busser, der skulle fragte passagerne over fjorden. En tur, der også ville tage omkring en halv time.

Togpassagerne, der rejser over begge de ramte strækninger fra morgenstunden, skal altså forberede sig på endnu længere tid på farten.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere