Bombe mod kirke koster 20 livet i Nigeria

20 meldes dræbt, efter en bilbombe eksploderede ved en kirke i det nordlige Nigeria påskesøndag

To biler pakket med sprængstoffer eksploderede søndag uden for en kirke i det nordlige Nigeria, hvor en påskegudstjeneste var i gang.

Bombeangrebet kostede 20 mennesker livet, oplyser en kilde inden for redningstjenesten.

- Nu har vi 20 døde fra dobbelteksplosionen, siger den unavngivne kilde.

- Bomber, der var skjult i to biler, eksploderede lige over for kirken.

En talsmand for Nigerias kriseberedskab siger, at de fleste ofre tilsyneladende er førere af motorcykeltaxier, der befandt sig i området.

Politiet har bekræftet, at eksplosionerne skyldes bomber, men har ellers ikke givet yderligere oplysninger.

Indbyggere i byen Kaduna, hvor angrebet fandt sted, siger, at de så døde og sårede blive båret væk fra det sted, hvor angrebet var sket.

- Fra min balkon kunne jeg se politifolk bære de døde og sårede ind i varevogne, der holdt og ventede, siger en indbygger i telefonen til nyhedsbureauet AFP

Bombeattentatet minder om de angreb, der i julen var rettet mod kristne i det nordlige Nigeria, hvor 37 blev dræbt og 57 såret.

Den yderliggående islamistiske gruppe Boko Haram har tidligere taget skylden for flere af de angreb, der har været rettet mod Nigerias kristne.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere