Dreng solgte sin nyre for at få en iPhone

En kinesisk dreng, der ønskede sig en iPhone og en iPad, lod sig overtale til at sælge sin nyre.

En kinesisk dreng ønskede sig brændende en iPhone. Så meget at han solgte sin ene nyre. (Polfoto)
En kinesisk dreng ønskede sig brændende en iPhone. Så meget at han solgte sin ene nyre. (Polfoto)

En kirurg og fire andre mennesker er anholdt i det sydlige Kina, efter at de lokkede en dreng til at få fjernet sin ene nyre, så han kunne købe en iPhone og en iPad.

Det skriver det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

Den 17-årige dreng, der kun omtales ved sit fornavn Wang, lider nu selv af komplikationer efter at have fået fjernet sin nyre, og hans tilstand forværres, siger anklagemyndigheden i byen Chenzou.

Xinhua skriver, at en af de anklagede modtog 200.000 kroner for at arrangere transplantationen. Han betalte den 17-årige 20.000 kroner, mens resten blev fordelt mellem ham selv, kirurgen og de tre andre anklagede. Det fremgår ikke, hvem der havde betalt for at få nyren.

Fattig dreng
Wang kommer fra provinsen Anhui, der er en af de fattigste i Kina. Mange fra Anhui forlader provinsen for at søge lykken i de større byer.

For de penge, teenageren modtog for sin nyre, købte han en iPhone og en iPad. Da hans mor spurgte ham, hvor han havde pengene fra, gik han til bekendelse.

Apples produkter er uhyre populære i Kina, men også meget dyre. Den billigste iPhone koster 3.600 kroner, mens en iPad starter ved 2700 kroner.

Kun en meget lille del af de mennesker i Kina, der har behov for en organtransplantation, er i stand til at få det.

Det har ført til et sort marked for menneskelige organer.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere