Region kræver ren attest: Vi vil ikke hyre en Stein Bagger

Kommende ansatte i Region Midtjyllands økonomiafdeling skal fremvise ren straffeattest. Unødvendig mistænkeliggørelse, siger fagforening.

(Foto: Michael Altshul)
(Foto: Michael Altshul)

Personer med en bedrageridom i bagagen kan godt droppe enhver ambition om at blive ansat i økonomiafdelingen i Region Midtjylland.

Som følge af en ny ansættelsespolitik i den ene af landets fem regioner, vil alle ansøgere til nøglefunktioner blive afkrævet en straffeattest, der ikke indeholder domme for økonomisk kriminalitet.

- Hvis der står en Stein Bagger-type i døren, vil vi gerne undgå at lukke ham indenfor, siger Per Grønbech, der er vicedirektør i Koncernøkonomi i Region Midtjylland.

- Det er ikke, fordi vi ikke vil give kriminelle en chance. Men vi er nødt til at beskytte arbejdspladsen for en sikkerheds skyld. Hvis man tidligere er dømt for økonomisk kriminalitet og får adgang til et økonomisystem med store beløb, kan det opmuntre til noget uhensigtsmæssigt, siger han.

Læs: Chefer i kontrolrus: Kræver 500.000 straffeattester

Selv om regionen kun kræver ren straffeattest i forhold til økonomisk kriminalitet, og kravet gælder kun de medarbejdere, der får særlig adgang til økonomisystemet, mener fagforeningen HK, at kravet er for vidtgående.

- Det er udtryk for mistillid til kommende medarbejdere, at man skal fremvise ren straffeattest, siger juridisk konsulent Henrik Gammelholm.

- Hvorfor ikke bare ansætte ud fra vedkommendes kompetencer og det indtryk, man har fået ud fra ansøgninger og en eventuel samtale? spørger han.

Ifølge HK er Region Midtjylland den eneste region, der stiller krav om rene straffeattester i økonomiafdelingen.

For eksempel er det ikke noget fast krav i Region Hovedstaden, oplyser økonomidirektør Peter Mandrup Jensen.

- Vi tager stilling fra ansættelse til ansættelse og foretager en konkret vurdering af, om der er behov for at bede om en straffeattest. Som regel baserer vi ansættelser på referencer fra tidligere arbejdsgivere.

Læs: Her kræver chefen ingen straffeattest

Henrik Gammelholm fra HK påpeger, at der ikke er nogen dokumentation for, at kravet om ren straffeattest mindsker den økonomiske kriminalitet.

Det erkender Region Midtjylland da også. Men ifølge Per Grønbech er risikoen for svig alene nok til, at kravet er nødvendigt.

HK mener desuden, at der er risiko for, at ansøgere, der er dømt for andet end økonomisk kriminalitet, kan blive valgt fra, selvom det ikke har noget med stillingsindholdet at gøre.

Læs: Straffeattest? Sådan er reglerne

Det afviser Region Midtjylland.

- Vi sørger for, at straffeattesten kun bliver inddraget, hvis der optræder økonomisk kriminalitet på den. Hvis man er dømt for vold, vil det ikke influere på ansættelsen. Vi vil ikke frasortere folk på forhånd, hvis det ikke er direkte arbejdsrelevant siger Per Grønbech.

HK foreslår, at straffeattesterne skal være mere specialiserede, så arbejdsgiverne kun kan se de oplysninger, der er relevante i forhold til det konkrete job.

- Der burde laves mere specifikke straffeattester, for eksempel en i forhold til økonomisk kriminalitet. Det ville give bedre retssikkerhed, fordi man kun ville blive stillet til regnskab for det, der er relevant i forhold til den konkrete stilling, siger Henrik Gammelholm.

Læs også: Hver femte mor savner et fyraftensknald

Læs også: Sådan undgår du en digital sviner

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere