Flystyrt i Sibirien dræber 31

Russisk passagerfly med 43 mennesker om bord er styrtet ned i Sibirien. Mindst 31 er omkommet.

Mindst 31 mennesker er omkommet ved et flystyrt tæt ved den russiske by Tjumen i det vestlige Sibirien. 12 ombordværende har overlevet styrtet.

Det siger myndighederne ifølge russiske medier.

Flyet styrtede ned cirka 45 kilometer fra Tjumen kort efter starten, siger Irina Andrianova, talsmand for det russiske civile beredskabsministerium.

Flyet af typen ATR 72 lettede fra lufthavnen i Rostjino, som ligger tæt ved Tjumen, og skulle til byen Surgut nogle hundrede kilometer nord for Tjumen, hovedbyen i regionen af sammen navn.

Der var 39 passagerer og fire besætningsmedlemmer om bord på det forulykkede fly.

Alle fire besætningsmedlemmer blev ifølge tv-stationen Rossija 24 dræbt.

Tilstanden for tre af de sårede blev betegnet som yderst alvorlig.

Mange af passagererne var ansat i energiindustrien i oliebyerne i regionen.

Det forulykkede fly tilhørte det russiske selskab UTair, der opererer over hele Rusland. Årsagen til styrtet er endnu ukendt, siger redningsmandskab.

Efter styrtet brød flyet i brand, og mange af de overlevende har brandskader, skriver russiske medier.

Flystyrtet er det værste i Rusland, siden et fly styrtede ned ved byen Jaroslav 7. september i fjor, hvor et helt ishockeyhold fra Jaroslav omkom.

Flysikkerheden i Rusland er trods forbedringer og investeringer i nye fly i de senere år stadig middelmådig sammenlignet med vestlige lande.

Efter ulykken ved Jaroslav gav præsident Dmitrij Medvedev ordre til, at russiske flymyndigheder styrker sikkerheden og forbedre uddannelsen af flypersonale.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere