Danmark styrede fri af recession

Dansk økonomi hentede en svag vækst i fjerde kvartal - og slap dermed for to negative kvartaler i træk

Danmark styrede i fjerde kvartal af 2011 fri af en ny recession. Med en vækst i bruttonationalproduktet på 0,2 procent slap dansk økonomi for tilbagegang i to kvartaler i træk.

Samtidig opjusterede Danmarks Statistik tallet for tredje kvartal til en negativ vækst på blot 0,1 procent.

Samlet set betyder de nye tal, at dansk økonomi i 2011 gik frem med 1,0 procent. Det er en beskeden vækst, men faktisk nok til at give en vis lettelse hos økonomerne.

- Det er rigtig glædeligt, at dansk økonomi, i en situation hvor Europa er ramt af gældskrise, alligevel formår at vokse, lyder det fra Danske Banks økonom Jens Nærvig Pedersen i en kommentar til væksten i fjerde kvartal.

Overordnet konstaterer økonomerne, at dansk økonomis tilbageslag i de seneste måneder slet ikke står mål med den kraftige nedtur, der fulgte finanskrisen i 2008 og 2009.

- Dansk økonomi kom ud af 2011 på nogenlunde acceptabel vis. En vækst på 0,2 procent er i den lave ende, selv efter dansk standard. Men udviklingen går i den rigtige retning, siger Niels Rønholt, seniorøkonom i Jyske Bank.

Især er økonomerne opmuntret over, at privatforbruget kom godt igen i det seneste kvartal. Her var der tale om en fremgang på 1,3 procent - den første stigning siden tredje kvartal 2010.

- Fremgangen i det private forbrug er væsentligt større, end vi havde regnet med, siger Niels Rønholt.

Samtidig er økonomerne lidt overraskede over en fortsat tilbagegang i den offentlige sektor, hvor forbruget faldt med 0,2 procent i fjerde kvartal. På årsniveau er det offentlige forbrug faldet med 0,7 procent - og det er første gang siden 1990, at det offentlige forbrug falder.

Selv om økonomien akkurat holder næsen oven vande, så betegnes både 2010 og 2011 som år, der er til glemmebogen - nedturen er slut, men der er ikke rigtig lagt afstand til krisen.

Fremadrettet venter man fra økonomernes side heller ikke nogen stor jubelperiode. Der er udsigt til vækstrater på en procent årligt, lavkonjunktur og dermed en fortsat stigende ledighed.

0 kommentarer
Vis kommentarer