IC4-togene testes af DSB tirsdag

IC4-togene skal nu ud og køre igen. DSB har fået lov til at teste togene - dog uden passagerer

DSB sætter IC4-togene på skinner igen. Det første tog kørte tirsdag ved 11-tiden - dog uden passagerer, oplyser Trafikstyrelsen.

Tilladelsen går på, at DSB må afprøve de kritiserede tog. Og det er ikke en tilladelse til, at der må køres med passagerer.

- Det er en såkaldt driftssimuleringskørsel, oplyser styrelsens kommunikationschef, Thorbjørn Ancker.

Den første kørsel gik mellem Kastrup og Roskilde.

IC4-togene har holdt stille siden efteråret på grund af flere problemer med svigtende bremser.

Samtidig skal det avancerede computersystem, der styrer togene, ses ordentlig efter i sømmene. Det skal ske i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

- DTU skal som uvildige eksperter kigge på sikkerheden i IC4-togene generelt. På et tidspunkt vil vi vurdere, om vi har tilstrækkeligt valide konklusioner på, at vi kan køre med passagerer, og så kan vi sende en ansøgning.

Det forklarer Frank Olesen, administrerende direktør for DSB Vedligehold, til Ritzau.

IC4-togene efterlod et hul i køreplanen, da de blev taget ud af drift i november, og i den nye køreplan, som blev taget i brug i december, har DSB derfor måttet være kreative med materiellet.

Det har betydet, at IC3-togene er fjernet fra strækningerne Esbjerg-Aarhus og Aarhus-Aalborg og erstattet af de langsommere MR-tog.

DSB oplyste i den forbindelse, at man regnede med at kunne bruge IC4-togene i trafikken mellem landsdelene i løbet af efteråret 2012, men nu vil Frank Olesen ikke forholde sig til, om den plan stadig er realistisk.

- Vi arbejder rigtig hårdt på at få IC4-togene ud til glæde for passagererne, men vi kan ikke leve med tvivl om sikkerheden. Og den rejste kritik af sikkerheden er vi nødt til at imødegå, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer