Ansatte til DSB: Drop nu de IC4-tog

DSB's ledelse mener, at der ikke er alternativer til de problemfyldte IC4-tog, men jernbaneforbundet er uenig

IC4-togene skal skrottes. Det mener Dansk Jernbaneforbund, som repræsenterer 4000 DSB-ansatte. (Foto: DSB/Peter H. Petersen)
IC4-togene skal skrottes. Det mener Dansk Jernbaneforbund, som repræsenterer 4000 DSB-ansatte. (Foto: DSB/Peter H. Petersen)

Skrot IC4-togene og tag en retssag med den italienske producent. Så klar er opfordringen fra Dansk Jernbaneforbund til DSB's ledelse, rapporterer TV2 Nyhederne.

Forbundet, der repræsenterer godt 4000 DSB-ansatte - heriblandt lokomotivførerne, har fået nok af de skandaleramte tog og tror ikke længere på, at de kommer til at køre tilfredsstillende:

- Derfor synes jeg, vi har nået den grænse, hvor man bør skrotte hele IC4-projektet.

- Jeg synes ikke, man kan blive ved med at forsvare det af hensyn til de millioner, der konstant ruller i yderligere forbrug på IC4, siger formanden for Dansk Jernbaneforbund Ulrik Salmonsen, til TV2 Nyhederne.

Udmeldingen kommer efter, at en ny måling fra DSB's egne rækker har vist, at kundernes tilfredshed med DSB er styrtdykket.

Noget, som blandt andet kobles sammen med de problemfyldte IC4-tog, der i november i sidste år blev taget helt ud af drift på grund af fejl i bremserne.

DSB afviser forbundets opfordring.

- Der er ikke nogen alternativer til IC4-togene, hvis vi inden for de kommende år skal skaffe kunderne flere siddepladser, kortere rejsetider og flere afgange at vælge imellem.

- Det er senest slået fast med den rapport, Atkins har udarbejdet for Transportministeriet i efteråret 2011, siger administrerende direktør i DSB Vedligehold Frank Olesen i en skriftlig kommentar til TV2.

0 kommentarer
Vis kommentarer