Nordmænd betaler endnu mere for benzinen

I Norge oplever bilisterne ligesom herhjemme rekordhøj benzinpris. Og nordmændene betaler endnu mere end dig

Havde du nær fået din kaffe galt i halsen, da du så mandagens rekordhøje benzinpris på intet mindre end 13 kroner og 29 øre for en liter blyfri 95, kan det måske være en trøst, at vores naboer mod nord må betale endnu mere.

Mandag nåede benzinprisen i Norge 14,87 danske kroner. Det er norsk rekord.

- Det er nu prisrekord på benzin, siger Knut Hansen, pressetalsmand i Statoil Fuel & Retail.

Listeprisen er den pris benzinstationerne i en kæde kræver for en liter benzin. I Norge kommer der derudover et transporttillæg.

- Vi ser nu for første gang en pumpepris på over 15 kroner i Oslo. Det betyder, at pumpeprisen på benzin i for eksempel Tromsø vil være 16 kroner på grund af Tromsø-afgiften og transporttillæg, siger Knut Hansen.

Fredag steg prisen for en liter benzin i Danmark til 13,12 kroner. Det var første gang, at priserne kom over 13 kroner.

Der er angiveligt mange årsager til den rekordhøje benzinpris. Både den hårde danske vinter, USA's storforbrug af benzin og olie og usikkerhed om Irans fremtidige olieforsyning har sendt prisen i vejret.

Prisen er dog målt i løbende priser og tager altså ikke højde for inflation. Målt i faste priser har benzin været dyrere end 13,12 kroner. I både 1981 og 1982 nåede prisen over 14 kroner - i 2012-priser - som følge af den anden oliekrise i 1978.

Der er tale om vejledende listepriser for de store multinationale selskaber. Det vil altså stadig være muligt at finde billigere benzin ved andre selskaber.

0 kommentarer
Vis kommentarer