Stilladsarbejder styrtede 15 meter ned

Der var spærret dårligt af på stilladset, som en arbejder faldt ned fra. Arbejdstilsynet går ind i sagen

En stilladsarbejder er ilde tilredt og i "kritisk tilstand", efter han mandag formiddag faldt 15 meter ned fra et stillads i København.

Ulykken skete på Borups Allé, hvor den 32-årige mand stod højt over jorden og var i fuld sving med sit daglige arbejde.

- Man var i gang med at række noget videre, men så mister han pludseligt balancen og ryger direkte ned på en asfaltoverflade inde i baggården, fortæller vagtchef John Hansen fra Københavns Politi.

- Han bliver behandlet på stedet, stabiliseret på en båre og kørt direkte på traumecentret. Det sidste, som jeg har hørt, er, at hans tilstand er kritisk, tilføjer vagtchefen.

Det står allerede klart nu, at episoden ikke blot var en hændelig arbejdsulykke.

Den skyldes efter alt at dømme, at der ikke var spærret ordentligt af på stilladset, og derfor går Arbejdstilsynet nu ind i sagen, lyder det.

- Man siger fra Arbejdstilsynets side, at der simpelthen har været noget manglende afspærring, fortæller John Hansen fra Københavns Politi.

- Så der er ikke bare tale om en arbejdsulykke, men også en sag for Arbejdstilsynet, tilføjer vagtchefen.

Det vides ikke med sikkerhed, om den 32-årige mand er i livsfare efter faldet fra stilladset.

0 kommentarer
Vis kommentarer