Københavns karneval skal indhegnes

Det københavnske pinsekarneval er gået konkurs. Derfor bliver det indhegnet og gæsterne skal betale entre i år

Det skal være slut med løbske samba-piger. (Foto: Mick Anderson/POLFOTO)
Det skal være slut med løbske samba-piger. (Foto: Mick Anderson/POLFOTO)

Sambadans og trommerytmer ved pinsekarnevallet i København bliver i år forbeholdt betalende gæster.

Fonden bag Copenhagen Carnival er gået konkurs, og derfor skal arrangementet i Fælledparken indhegne,s og gæsterne blive opkrævet entré. Det skriver politiken.dk.

Karnevallet fylder 30 år i år, og arrangørerne vil kræve 20 kroner for voksne, mens børn og pensionister kommer gratis ind. Børnekarnevallet vil også fortsat være gratis.

Pengene skal bruges til indhegning af arrangementet for at forhindre tyverier, der de seneste år har været skyld i, at fonden nu har en stor gæld til Københavns Kommune.

- Vi havde store problemer med tyverier af kobberkabler sidste år. Det kostede os flere 100.000 kroner og truede os på vores eksistens, fortæller Morten Sørensen, direktør for Copenhagen Carnival, til politiken.dk.

Han kalder de nye entrépriser for "småbeløb", som han håber, publikum vil have forståelse for.

Ud over kobberkablerne har det også kostet festivalen dyrt, at Fælledparken efterfølgende har flydt med glasskår og skrald efter besøget fra de omkring 220.000 festende gæster.

Karnevallet skylder nu 140.000 kroner til kommunen, som Morten Sørensen dog forventer at indgå en afdragsordning med inden for få uger, skriver avisen.

Copenhagen Carnivals samlede budget er på godt fire millioner kroner. Københavns Kommune støttede sidste år arrangementet med 500.000 kroner. Resten blev finansieret af fonde og sponsorer, skriver politiken.dk.

0 kommentarer
Vis kommentarer