HK tøver med at anbefale ny overenskomst

Først når øvrige resultater er i hus, vil HK/Privat beslutte, om medlemmer skal anbefales at stemme ja

HK/Privat tøver med at anbefale den overenskomst, som industriens parter efter lange og seje forhandlinger indgik søndag.

Det siger formanden for HK/Privat, Simon Tøgern, efter at bestyrelsen for HK/Privat mandag nølende har godkendt forhandlingsresultatet mellem CO-Industri og Dansk Industri.

HK/Privat er et af de store fagforbund i CO-Industri.

Det var ifølge formanden en særdeles nølende godkendelse, der først kom efter en lang debat i bestyrelsen.

Først når øvrige overenskomstresultater er i hus, vil HK/Privat tage stilling til, om man vil anbefale medlemmerne at stemme ja eller nej ved den samlede urafstemning.

- Bestyrelsen for HK/Privat var særdeles kritisk over for det faktum, at 50-procent-reglen ikke blev afskaffet, siger Simon Tøgern og fortsætter:

- Det er fortsat vores hovedkrav også i de kommende forhandlinger på de andre overenskomster under Dansk Arbejdsgiverforening, som vi nu skal i gang med.

Den omdiskuterede 50-procent-regel drejer sig om, at mindst halvdelen af de ansatte på en arbejdsplads skal være medlem af HK inden for det område, som overenskomsten skal dække.

Ellers har man som HK-medlem ikke ret til at få en overenskomst.

CO-Industris Centralledelse har også godkendt aftalen. Her mener ledelsen, at forliget er med til at skabe tryghed for de ansatte.

De otte fagforbund under CO-Industri forbereder nu en urafstemning, som ventes sat i søen inden for den næste måned.

240.000 lønmodtagere skal stemme om overenskomsten. Det er overenskomster for lønmodtagere i de såkaldte eksportbærende erhverv.

De tre største fagforbund i CO-Industri er Dansk Metal, 3F's Industrigruppe og HK Privat.

0 kommentarer
Vis kommentarer