Lærere vil ikke tvinges i skole

Danmarks Lærerforening afviser forslag fra Venstre om, at alle arbejdstimer skal lægges på skolerne.

Lærernes undervisningstid har været til heftig debat den seneste tid, og torsdag afholder Danmarks Lærerforening ekstraordinær kongres for at diskutere situationen.

Foreningen er dog afvisende over for et forslag fra Venstre, som vil have det skrevet ind i arbejdstidsaftalen, at alle lærernes arbejdstimer skal lægges på skolen.

- Hvorvidt man er på skolen eller ej, er noget man må finde ud af på de enkelte skoler, siger næstformand Dorte Lange.

Hun påpeger, at lærerne med den nuværende aftale har mulighed for at lave deres forberedelse på skolerne, og at mange vælger at gøre det.

- Der er ikke en kultur på lærerværelserne for, at man går hjem, når man er færdig med undervisningen. Det er længe siden, det var sådan, påpeger Dorte Lange.

Næstformanden mener, at det i stedet er vigtigere, at lærerne ikke bliver pålagt mere undervisning, end de har i dag, for at det ikke går ud over kvaliteten.

Venstres folkeskoleordfører Karen Ellemann mener imidlertid, at tilstedeværelsestiden og undervisningstiden hænger uløseligt sammen.

- Tilstedeværelsestiden er det afgørende. Lærerforeningen repræsenterer ikke deres medlemmer, fordi de entydigt og oldnordisk kun taler om undervisningstiden, siger hun.

- Du har stadig den klassiske lærer, der siger: "Jeg har den og den undervisningstid, og alt andet vil jeg lave derhjemme." Og det vanskeliggør planlægningen, tilføjer ordføreren.

Hun mener derfor, det bør være et krav, at lærerne er til stede på skolen i hele arbejdstiden.

- Hvis man havde en arbejdstidsaftale, som rummede det element, at man faktisk var til stede på skolen, så ville det gøre planlægge væsentligt lettere for skolelederen, påpeger Karen Ellemann.

0 kommentarer
Vis kommentarer