Bankredning kunne give staten milliarder

Hvis staten havde overtaget aktier i Danske Bank i 2008, ville den have tjent 25 milliarder kroner

Den danske stat er gået glip af 25 milliarder kroner, fordi den ikke greb bankkrisen i 2008 an på samme måde som flere af vores nabolande.

Det viser en beregning, som økonom Jacob Funk Kirkegaard ved den amerikanske tænketank "Peterson Institute for International Economics" har foretaget for Ugebrevet A4.

Beregningerne viser, at hvis staten havde overtaget 25 procent af aktierne i Danske Bank i stedet for at give statsgarantier gennem Bankpakke 1, kunne staten have indkasseret milliarderne ved et senere frasalg af aktierne, da Danske Bank-aktien toppede i 2010.

- Var staten blevet medejer af Danske Bank, kunne den have krævet ledelsen fyret, og kun på denne måde ville fremtidige bankchefer kende prisen for at behøve en statslig redning, siger Jacob Funk Kirkegaard til Ugebrevet A4.

Beregningen er baseret på den situation, at Danske Bank i oktober 2008 stod over for et truende kollaps. Banken havde derfor ikke reelt noget alternativ til at søge redning fra staten.

Professor Karsten Stæhr ved Tallinns Tekniske Universitet er enig i, at den danske stat havde gode grunde til at overtage aktier i Danske Bank frem for at tilbyde statsgarantier gennem Bankpakke 1.

- Det vigtigste ville afgjort være at give et klart signal til bankerne om, at uansvarlighed ikke betaler sig.

- For med en betydelig aktieandel kunne man skaffe sig af med den tidligere ledelse og dermed forebygge, at andre banker i fremtiden finder på det samme, siger han.

Professoren understreger dog, at man bør tage grundige forbehold for den risiko, der er forbundet med ejerskab af aktier.

I både Storbritannien og Tyskland er storbanker kommet helt eller delvist under statsligt ejerskab efter den seneste finanskrise.

Danske Bank kalder beregningen hypotetisk og siger, at det er et politisk spørgsmål, om staten skal købe aktier i banken.

0 kommentarer
Vis kommentarer