USA lukker ambassade i uroplagede Syrien

Amerikanerne har besluttet at lukke landets ambassade i uroplagede Syrien på grund problemer med sikkerheden.

USA lukker nu sin ambassade i Syriens hovedstad, Damaskus, efter at landet har afvist at tage stilling til bekymringer om sikkerheden på ambassaden. Det oplyser regeringen i en meddelelse til CNN.

Samtidig lyder det, at ambassadøren Robert Fordalle og alle andre medarbejdere ved ambassaden har forladt landet.

- USA's ambassade har suspenderet sit arbejde i Damaskus. Ambassadøren og de andre medarbejdere har forladt landet, står der i erklæringen, som fortsætter:

- Den seneste tids voldsomme uroligheder har givet anledning til at tro, at vores ambassade ikke er tilstrækkeligt beskyttet mod angreb.

Beslutningen kommer, efter at urolighederne i Syrien er eskaleret de seneste dage og efter bomber i Damaskus i december og januar.

I forbindelse med bomberne er det ikke lykkedes for de syriske myndigheder at garantere for sikkerheden på ambassaden.

- Vi har sammen med andre lande udtrykt vores bekymring til den syriske regering, men de har ikke formået at give et tilstrækkeligt svar, lyder det.

Beboere og syriske menneskerettighedsgrupper siger, at hæren fredag indsatte kampvogne og artilleri i bydelen Khalidiya, hvor over 200 mennesker mistede livet.

Efter adskillige angreb i weekenden genoptog hæren bombardementet af byen Homs mandag, hvor mindst 50 mennesker ifølge Det Syriske Nationalråd er dræbt.

Stormagterne Rusland og Kina nedlagde fredag veto mod en FN-resolution, som fordømmer blodbadet i Syrien og kræver eneherskeren Bashar al-Assad fjernet fra sin post.

Trods uenigheden i FN har den amerikanske præsident, Barack Obama, tidligere mandag sagt, at han fortsat tror på, at det er muligt at løse konflikten i landet uden militær intervention.

- Jeg mener, at det er vigtigt for os at løse krisen uden at gribe til militær intervention. Og jeg tror, at det er muligt, sagde Obama til det amerikanske medie NBC.

Syriens præsident er under stigende pres fra omverdenen, og opstanden mod hans regime har ifølge franske skøn kostet 6000 mennesker livet.

0 kommentarer
Vis kommentarer