Ny sag om fejlbehandling af 50.000

Patienter kan få erstatning, hvis en langvarig behandling med prednisolon har medført knogleskørhed, fordi lægen har glemt at supplere med kalk og D-vitamin

Binyrebarkmedicinen prednisolon eller prednison kan nedsætte knoglemassen med 20 procent på et år. (Foto: patrix /Flickr CC)
Binyrebarkmedicinen prednisolon eller prednison kan nedsætte knoglemassen med 20 procent på et år. (Foto: patrix /Flickr CC)

Danmark er på vej mod en historisk stor sag om forkert behandling af en stor patientgruppe, skriver Dagens Medicin. Det handler om binyrebarkhormonet prednisolon, som nedbryder knoglerne, hvis ikke patienterne får tilskud af kalk og D-vitamin.

Sundhedsstyrelsen har siden 1999 anbefalet, at alle i længerevarende behandling med prednisolon skal knogleskannes og sikres kalk og D-vitamin som supplement. Det er også almen viden for danske læger. Alligevel har lægerne ikke sikret, at en stor patientgruppe har fået kalk og D-vitamin.

50.000 patienter i farezonen
De første 15 patienter har fået tilkendt erstatning på i gennemsnit 440.000 kroner og mange flere kan være på vej. Op mod 50.000 danskere er i en højrisikogruppe, idet de har fået prednisolon i meget lang tid.

Binyrebarkhormonet prednisolon eller prednison bliver typisk brugt til en række allergiske sygdomme, bindevævssygdomme og gigt, men nedbryder også patienternes knogler. I de værste tilfælde kan prednisolon nedbryde 20 procent af skelettet på et år.

Ingen hører efter
Overlæge Pia Eiken fra osteoporoseklinikken på Hillerød Sygehus ser i sit daglige arbejde unge mennesker helt ned i tyveårsalderen komme med knogleskørhed og brud i ryggen, fordi de har fået store doser prednisolon.

- Vi har råbt op om dette i mere end 10 år, og ingen hører efter, siger hun.

Osteoporoseforeningen og en advokat lancerer i denne uge en kampagne, der skal få patienter til at søge erstatning for dårlig behandling. De lancerer hjemmesiden knogletab.dk, som opfordrer patienterne til i fællesskab at klage over dårlig behandling.

Hvis der er nok patienter, som melder sig via hjemmesiden, kan der ifølge Jacob C. Jørgensen være grundlag for, at Folketinget går ind i sagen og vedtager en form for særlov, så denne gruppe patienter kan få en lettere adgang til erstatning.

0 kommentarer
Vis kommentarer