Filmanmelder bortvist for bondage-mail

Halløj hos Tante Berlingske: Sendte frække billeder til kvindelig kollega

Frække fotos kostede Ebbe Iversen jobbet på Berlingske. (Foto: Finn Frandsen)
Frække fotos kostede Ebbe Iversen jobbet på Berlingske. (Foto: Finn Frandsen)

En veteran blandt danske filmanmeldere, Berlingske Tidendes Ebbe Iversen, er blevet bortvist fra sin arbejdsplads med øjeblikkelig virkning på grund af en mail med frække billeder, som han sendte til en kvindelig kollega for to år siden.

Motivet var en ung kvinde, der poserede i forskellige bondage-situationer, og Ebbe Iversen tog selv de pikante fotos tilbage i 2006.

– Det undrer mig umådeligt, at sagen dukker op nu, så lang tid efter. Jeg sendte den lille billedserie til en kvindelig kollega som led i et venskabeligt spil, vi havde kørende, siger Ebbe Iversen til Ekstra Bladet.

Et skvadderhoved
Modellen på sm-billederne er meget ked af situationen, og det berører Ebbe Iversen dybt. Den yngre kvinde arbejder selv som filmanmelder.

Ifølge forlydender i den københavnske bladverden er billederne også dukket op både på nettet og på forskellige Facebook-sider. Det kender Ebbe Iversen intet til.

– Jeg er et skvadderhoved, som har kvajet mig. Men jeg sendte det som sagt til én god ven – ikke til 500 personer. Så havde det været en helt anden sag.

Hård straf
Filmanmelderen kalder bortvisningen uden løn efter 38 års indsats på Berlingske for en hård straf. Han fik en halv time til at pakke sine ting sammen og forlade arbejdspladsen.

– En kraftig advarsel eller måske en fyring havde været på sin plads. Men så skulle de have betalt mig løn i et år og tre måneder, siger 63-årige Ebbe Iversen, der nu må indstille sig på at gå på efterløn.

Overfor Fagbladet Journalistens hjemmeside afviser chefredaktør på Berlingske Tidende, Jens Grund, at kommentere bortvisningen. Det sker med henvisning til, at der er tale om en personalesag.

Hjertevarmt menneske
En anden filmanmelder, der ikke vil have sit navn frem, giver Ebbe Iversen følgende skudsmål.

– Han er et af de mest hjertevarme mennesker, jeg har mødt i den her branche.

– Jeg er sikker på, at han ikke har handlet i ond vilje. Han gjorde det i bedste mening om en smuk kollega. Der er ikke noget at gøre med hævn mod en ekskæreste eller lignende. Men han har været meget tankeløs, siger filmanmelderen.

0 kommentarer
Vis kommentarer