Eksperter: Nedslidte lades i stikken

Den nye seniorførtidspension får på puklen fra en lang række eksperter. Kritikerne tror ikke, den vil virke

En række eksperter retter nu en sønderlemmende kritik mod den nye seniorførtidspension, som træder i kraft 1. januar. Det skriver Berlingske.

Før folketingsvalget i september blev seniorførtidspensionen lanceret som en hjælp til nedslidte lønmodtagere, der bliver ramt af beslutningen om at udfase efterlønnen.

Men ordningen kommer ikke til at virke, som forligspartierne omkring den tidligere regering har stillet i udsigt, lyder kritikken.

De officielle høringssvar om den nye seniorførtidspension gennemhegler forslaget, som kaldes rodet og selvmodsigende.

Formanden for Foreningen af Socialchefer, Ole Pass, forventer mange klagesager.

- Man skaber falske forventninger hos folk, der tror, de kan få denne seniorførtidspension. Jeg forventer, at hovedparten af dem, der henvender sig, vil få afslag. Og så vil man typisk anke sagerne, siger han til Berlingske.

Heller ikke Ældresagen mener, at den nye lov vil hjælpe de nedslidte.

- Der vil være grupper, der er for svage til at arbejde, men for raske til seniorførtidspension. Det efterlader mange i en gråzone, siger økonom i Ældresagen Peter Halkjær.

Socialrådgiverne, der i praksis skal forvalte seniorførtidspensionen, kritiserer loven for manglende præcisering af, hvad der er det nye i ordningen ud over betegnelsen "senior".

- Jeg frygter, der vil blive tilkendt seniorførtidspensioner, som vinden blæser, siger formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post.

Trods kritikken vil socialminister Karen Hækkerup (S) ikke ændre loven, inden den træder i kraft.

Hun henviser i en skriftlig kommentar til, at det er et flertal i Folketinget (uden om S og SF), der vil gennemføre ordningen, som den nye regering dog stemmer for.

Det var den tidligere VK-regering, der sammen med de Radikale og Dansk Folkeparti i maj indgik forliget om tilbagetrækningsreformen, som udskyder efterlønnen og indfører seniorførtidspensionen.