Clinton aflyser besøg

Bill Clinton aflyser sit besøg i København onsdag, fordi hans svigermor er alvorligt syg

Den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton, der skulle have besøgt København og talt ved en stort anlagt konference, har aflyst sit besøg.

Clintons svigermor, Dorothy Howell Rodham, er nemlig blevet alvorligt syg.

- Vi har sympati for Bill Clintons beslutning og sender vores tanker til familien Rodham Clinton, siger Flemming Borreskov, administrerende direktør i Realdania, der står bag konferencen, i en kommentar.

Clinton skulle ellers have været hovedtaler ved konferencen "Civilsamfundets filantropiske stemme", der nu udskydes til foråret 2012 som følge af aflysningen.

- Bill Clinton har, siden han forlod præsidentembedet i 2001, markeret sig som én af verdens førende filantroper, siger Flemming Borreskov og tilføjer:

- Han er vigtig for den debat, vi gerne vil skyde i gang i Danmark om filantropiske fonde og foreningers måde at arbejde på.

Clintons 92-årige svigermors helbred har haltet igennem længere tid hvilket betyder, at også hendes datter, den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, har aflyst en rundrejse til blandt andet Afghanistan, Istanbul og London i denne uge.