Sverige kæmper med olieudslip i Kattegat

Stort olieudslip i det sydvestlige Sverige kan stamme fra skibskollision ud for dansk vestkyst

Fem fartøjer, et fly og omkring et halvt hundrede mand bekæmper et olieudslip ved Tjörn i det sydvestlige Sverige.

Olieudslippet, der er det største i området i mange år, skete torsdag, og indsatsstyrken blev forøget lørdag på grund af tiltagende vind, som kan føre olien til havs.

- Situationen er under kontrol, siger Jonas Berg, der er inspektør ved den svenske kystbevogtning.

- Vi har isoleret alle væsentlige mængder af olie. Det er nu kun små mængder, som spreder sig, siger han.

- Vi har søndag fjernet omkring 150 kubikmeter olie. Arbejder går virkelig godt. Der er blevet arbejdet døgnet rundt siden fredag, tilføjer han.

Et naturområde i nærheden, Stigfjorden, er blevet ekstrabeskyttet af sikkerhedshensyn. Arbejdet til havs ventes overstået inden for en uge.

Olien kan stamme fra en skibskollision ved den jyske vestkyst for en uge siden.

- Der blev opsamlet op mod 60 kubikmeter olie ud for den danske vestkyst, men det kan have spredt sig, hedder det i en udtalelse, som Birgitta Andersson fra den svenske kystbevogtning, fremsatte lørdag.

Flere skibe og en helikopter blev indsat efter kollisionen mellem en trawler og et fragtskib ud for Thyborøn for godt en uge siden.

Sammenstødet mellem de to skibe skete i klart og godt vejr godt 20 sømil fra Thyborøn.

Fragtskibet "Golden Trader" fra Malta kolliderede med den mindre belgiske trawler "Vidar".

Fragtskibet med en besætning på 22 søfolk fik slået hul i siden, og det er grunden til, at olie begyndte at strømme ud.

Søværnets Operative Kommando (SOK) er orienteret om udviklingen og oplyser, at der er ved at blive forberedt sammenlignende undersøgelser af olieudslippene.