Børn får vigtige D3-vitaminer af at gå i solarium og har derfor godt af at ligge under de kunstige sole. Sådan har det i årevis lydt fra Fitnessdk og Consol Solcenter på kædernes informationskanal i solkabinerne, skriver 24timer.
Påstanden kommer på trods af, at Sundhedsstyrelsen fraråder især børn og unge at gå i solarium på grund af kræftrisikoen. Nu har kæderne et alvorligt problem, siger Kræftens Bekæmpelse.
- Det er dybt beklageligt, og Kræftens Bekæmpelse tager stærkt afstand fra en så vildledende og ulovlig sundhedsanprisning, som omgående bør fjernes, for børn har intet - intet - at lave i et solarium, siger projektchef Anja Philip til avisen.
Hun fraråder enhver at gå i solarium for at få D-vitamin og fortæller, at børn og unges risiko for den aggressive og dødelige modermærkekræft stiger med op til 150 procent ved blot en månedlig tur under solariernes UV-stråler.
På kædernes informationskanal hævdes det, at børn går glip af "vigtige positive effekter som for eksempel vitamin D3 …", hvis de undlader at gå i solarium og ud i solen. Kæderne tilbyder desuden "en UV-hærdnings-behandling, som varer tre-fire uger".
Begge kæderne beklager over for 24timer informationerne, og hævder, at der er tale om en fejl, som leverandøren af solarierne har begået. Direktør i Fitnessdk Line Saletta fastslår, at kæden aldrig har haft intentioner om at få børn til at gå i solarium.
- Vi markedsfører intet til børn og har aldrig villet påstå, at det kan være sundt at gå i solarium. Vi har i dag bedt vores leverandør slette informationerne fra infokanalen, siger hun.
- Vi vil selvfølgelig aldrig nogensinde med vilje anbefale børn at gå i solarium. Det, der er sket, er en fejl, vi ikke har været opmærksom på. Det bliver ændret nu, forsikrer direktøren for 140 Consol Solcentre, Carsten Bunch.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.