Vi bor på Danmarks mest forurenede gader

En ny undersøgelse af Danmarks gader og stræder viser, hvor luftforureningen er værst - se om din gade er med på listen hér!

Se også Danmarkskort længere nede på siden

Selvom du ikke kan se det med det blotte øje, kan du være sikker på, at luften rummer skadelige partikler, ihvertfald hvis du befinder dig i storbyen. Gadeforureningen i de danske storbyer er massiv, og kradser det i halsen, selvom du ikke har en cigaret i munden, er det ikke så underligt.

Specielt ikke hvis du bor på en af de veje, hvor forureningen er allerstørst. For meget kvælstofdioxid, NO 2, i luften kan påvirke kroppens luftveje, give dårlig vejrtrækning, hoste og gøre kroppen mere modtagelig for infektioner.

Sydhavnen er det værste sted
Ifølge en ny undersøgelse fra Danmarks Miljøundersøgelser ved Aarhus Universitet er det allerværste sted at bo i hele Danmark, når det kommer til luftforurening, Sydhavnsgade i København.

Allan Hougaard har boet i en lejlighed lige ud til den trafikerede gade de seneste seks år, og han kan tydeligt mærke den tunge luft.

- Hvis jeg går hjemmefra med åbne vinduer ud til vejen, og først får dem lukket igen dagen efter, så er mine vindueskarme så beskidte, at jeg kan tegne med min finger på dem, fortæller den 51-årige Allan Hougaard til ekstrabladet.dk.

- Der er alt for mange biler i København, og der bliver gjort for lidt for at få dem ud. Min næste opgave bliver, at finde en anden lejlighed i boligforeningen som ikke ligger ud til Sydhavnsgade, hvis det da kan lade sig gøre.

Chokeret over forureningen
Ikke langt derfra ligger nummer to på listen over gader med allermest luftforurening. Gaden er H.C. Andersens Boulevard, som hver dag bliver brugt af tusindvis af bilister

- Jeg kan helt klart se på vores vinduer, at der er forurening i luften. Men jeg bliver da stadig chokeret over, at netop vores gade skulle være den andenmest forurenede i Danmark, fortæller 46-årige Christina Maria Thyrring, som har boet til leje i gaden sammen med sin kæreste de seneste to år.

- Vi nyser en del og har lidt vrøvl med svælget, men da jeg er ryger, er det lidt svært at sige, om det skulle være fra luftforureningen eller tobakken, fortæller hun til ekstrabladet.dk.

Parret er da også sikre på, at næste gang de skal flytte, bliver det til et område med lidt grønnere omgivelser.

Læs også: 3400 dør af luftforening om året

Tyk luft i skønne omgivelser
Top tre på listen er Nørre Søgade, som ellers ligger i pæne omgivelser lige ud til Peblinge Sø i det indre København.

- Jeg er da chokeret over at høre, at gaden ligger som nummer tre på listen, men jeg synes faktisk ikke, det er værre end så mange andre steder i byen, fortæller Anders Lauridsen, som er beboer i gaden.

Forskere fra Danmarks Miljøundersøgelser ved Aarhus Universitet måler hvert år luftkvaliteten i de største danske byer, og på baggrund af de indsamlede tal udarbejder de en rapport.

Læs rapporten: Luftforuening 2010: Overskridelser for NO2, men ikke for partikler

Ser man i forhold til sidste år, er koncentrationerne af NO 2 generelt faldet pånær ved H.C. Andersens Boulevard. Dog siger forskerne, at det kan skyldes to byggerier i området.

En anden grund til faldet i koncentrationen, kan skyldes indførelsen af en miljøzone i København. Den kan man læse mere om i en rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser ved Aarhus Universitet.

Der er skrappere krav på vej ti de lastbiler, der forurener mest. Fremover vil EU give medlemslandene lov til at lægge højere afgifter på lastbiler, der er til skade for miljøet.

Zoom ind på landkortet nederst for at se hvor forurenet luften er på netop din vej. De grønne prikker viser en NO2-koncentration på mellem 19 og 33 beregnet med OSPM i µg/m3, de gule viser en koncentration på mellem 33 og 47, mens de røde prikker viser en koncentration på mellem 47 og 62.









</p>

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere