Danmark skal lære EU at spare på energien

EU skal mindske energiforbruget ved hjælp af tricks fra Danmark. Dansk Energi håber på dansk eksporteventyr

EU skal op på dupperne og gøre endnu mere for at spare på energien, hvis der stadig skal være forhåbninger om at nå målet: at skære 20 procent af energiforbruget i 2020.

Derfor vil EU-Kommissionen nu - med den danske model som et af forbillederne - sparke gang i energibesparelserne hos de europæiske virksomheder, husholdninger og offentlige myndigheder.

Kommissionen foreslår i en ny strategi, at energivirksomheder skal forpligtes til at nedsætte energiforbruget med 1,5 procent hvert år.

I Danmark har man haft stor succes med denne model, da man samtidig har givet selskaberne stor frihed til at finde deres egne måder til at nedsætte energiforbruget på.

Det har pustet liv i udviklingen af dansk energiteknologi, som ifølge Dansk Energi nu står over for "et milliardmarked", hvis den nye strategi bliver bakket op af EU's medlemslande.

- Den danske model for energibesparelser er en effektiv og billig måde at opnå besparelser og CO2-reduktioner på, siger Ulrich Bang, der er EU-chef i Dansk Energi.

- Det åbner for et meget stort marked for dansk ekspertise i energirådgivning, siger han.

Det er ikke kun danske rådgivningsfirmaer, der har udsigter til at tjene mange penge. Også virksomheder som Rockwool, Grundfos og Danfoss står over for et eksporteventyr med deres energieffektive produkter.

EU håber, at man frem til 2020 kan få alle de europæiske virksomhederne til at investere op til 200 milliarder euro (1500 milliarder kroner) i energibesparelser.

EU-parlamentariker Bendt Bendtsen (K) er dog skuffet over, at det i sidste øjeblik er blevet skrevet ind i forslaget, at EU-landene har mulighed for at foreslå deres egne metoder til, hvordan de vil spare på energien.

- Vi risikerer at komme helt hen i 2014, før vi kan konstatere, om de metoder virker. Sådan en undtagelse kan være medvirkende til, at vi ikke får de besparelser, som vi havde set frem til, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere