Danmark dømt for brud på menneskerettighederne

Menneskerettighedsdomstolen underkender de danske udlændingemyndigheder i en sag om ophold til en somalier.

Det er i strid med menneskerettighederne, at Integrationsministeriet tilbage i 2007 nægtede den i dag 23-årige somaliske Sahro Osman fra Esbjerg opholdstilladelse i Danmark. Det fastslår menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg i en ny dom.

Pigen blev nægtet ophold i Danmark, fordi hun som 15-årig rejste til Kenya, hvor hun blev i to år, inden hun igen søgte om lov til at bo her i landet. Men det var et brud på menneskerettighedskonventionens artikel om retten til familieliv.

150.000 kr i erstatning
Menneskerettighedsdomstolen har nu dømt den danske stat til at betale mere end 150.000 kroner i erstatning og godtgørelse til Sahro Osman.

Kvinden kom til Danmark i 1995, da hun var syv år gammel. Frem til 2002 gik hun i forskellige skoler og blev ifølge dommen bortvist flere gange på grund af sin opførsel.

I 2003 valgte Sahros far at sende sin 15-årige datter til Kenya, hvor hun fik til opgave at tage sig af sin bedstemor. Hun blev sendt væk imod sin vilje

Ville tilbage til Danmark
Det havde dog ingen betydning for Udlændingeservice og Integrationsministeriets afgørelse, da Sahro Osman som 17-årig i 2005 henvendte sig på ambassaden i Nairobi i Kenya, fordi hun ville tilbage til Danmark.

Ifølge de danske udlændingeregler smuldrer opholdsgrundlaget nemlig, når man forlader landet i mere end 12 måneder i streg. Men myndighederne har altså ikke i tilstrækkelig grad taget hensyn til menneskerettighederne.

Menneskerettighedsdomstolen lægger vægt på, at Sahro Osman, der taler dansk, har opholdt sig otte væsentlige år af sin barndom i Danmark. Desuden bor hendes forældre og søskende her i landet.

Forkert at nægte opholdstilladelse
Derfor var det i strid med menneskerettighedernes artikel otte om retten til et familieliv at nægte Sahro Osman opholdstilladelse.

De danske myndigheders afgørelse blev i øvrigt godkendt af både by- og landsret. Sahro Osman forsøgte at anke til Højesteret, men fik ikke tilladelse.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere