Arrangør aflyser Brønderslev-demonstration

Demonstrationen mod en sagsbehandler i Brønderslev er blevet aflyst. Dødstrusler blev for meget for arrangør.

En planlagt demonstration mod den omdiskuterede børne- og familiechef i Brønderslev Kommune, Inge Gorm Andersen, er blevet aflyst.

Peter Nielsen, som varslede demonstrationen, er nemlig ikke længere med i den Facebookgruppe, der har protesteret mod Inge Gorm Andersens håndtering af Brønderslevsagen.

Den voldsomme hetz og dødstruslerne mod chefen blev for meget for Peter Nielsen, og derfor har han valgt at trække sig fra gruppen.

- Det tog overhånd. Jeg ved ikke lige, hvad der skete, men der kom dødstrusler og al sådan noget, siger Peter Nielsen til TV2/Nord.

Facebookgruppen 'Vi kræver afgang af Inge Gorm Andersen' har 1577 medlemmer, som er utilfredse med Brønderslev Kommunes håndtering af sagen om 10 vanrøgtede børn.

Den blev oprettet efter visningen af en dokumentar på DR1 om Brønderslevsagen. Her hidsede især en udtalelse fra børne- og familiechefen mange seere op:

- Når vi som socialrådgivere går ud, så møder vi jo ikke folk med de barske briller. Sådan møder vi jo ikke forældre. Vi vil jo også se det gode i folk, sagde hun.

Demonstrationen skulle have bevæget sig gennem Brønderslevs gader med bannere og megafoner.

Men selv om gruppen er fortsat med en ny administrator, bliver demonstrationen - varslet af Peter Nielsen - altså ikke ført ud i livet i Brønderslev torsdag, skriver TV2/Nord.

Inge Gorm Andersen har siden udsendelsen på DR modtaget trusler på livet og mod sine børn på e-mail.

Det har blandt andet fået Brønderslevs borgmester og kommunaldirektør til at opfordre til at stoppe "hetzen" mod hende, og truslerne er meldt til politiet.

På Facebooksiden har det dog også været diskuteret, hvorvidt det er i orden at rette en hel demonstration mod en enkelt person.

- En demo mod en enkelt person (...). Det kalder jeg at gå over stregen, skriver en bruger.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere