For 33 år siden omkom linedanseren Karl Wallenda i forsøget på at gå på en hundrede meter lang stålwire, som var spændt ud mellem to højhuse i Puerto Rico.
Lige siden dødsulykken i 1978 har oldebarnet, akrobaten Nik Wallenda, ønsket at fuldføre Karl Wallendas halsbrækkene linedansernummer.
Det lykkedes omsider lørdag, da Nik Wallenda og hans mor, Delilah Wallenda, gennemførte den farefulde balanceakt 30 meter over jorden – og uden sikkerhedsnet.
– Jeg har været mentalt forberedt på dette øjeblik hele livet. Hundredvis af gange har jeg set videoklippet af min oldefar, som falder i døden, siger Nik Wallenda til Associated Press.
Nik Wallenda havde først været afvisende over for at udføre nummeret i samarbejde med sin mor, der også er en berømt akrobat.
– Men kun på grund af risikoen. Vi har jo allerede mistet flere familiemedlemmer, fortæller han om familiens livsfarlige erhverv.
Karl Wallenda var 73 år, da kraftige vindstød fik ham til at miste balancen og styrte i døden. Da havde han levet et langt liv med linedanserakrobatik som frontfigur for cirkusgruppen ’The Flying Wallendas’.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.