Massive protester mod handicaphetz

Et stormøde i protest mod stigende hetz og sparekrav mod handicappede fik stor opbakning onsdag i Nyborg

Et stormøde onsdag i Nyborg mod voksende hetz af handicappede betegnes som en overvældende succes af arrangørerne bestående af 27 foreninger fra handicaporganisationer til fagforbund.

Over 700 deltog i mødet for at protestere mod, at økonomisk pressede kommuner søger i stigende grad sparemuligheder på handicapområdet. Samtidig skærpes tonen uhørt overfor de handicappede, lyder kritikken fra arrangørerne.

Kommunerne forhandler netop i disse dage økonomiaftale med finansministeren. Handicaporganisationer frygter, det fører til ringere klagemuligheder og udhuling af handicappedes retssikkerhed.

- Kommunerne forsøger at få friere hænder, så de selv kan bestemme serviceniveauet lokalt i stedet for national lovgivning, siger direktør i Danske Handicaporganisationer Poul Erik Herner Petersen.

Samtidig advarer både handicaporganisationer og fagforbund mod en stadigt mere rå tone i debatten.

- Vi ser stadigt flere uhørte politiske udmeldinger, som "at give de mest krævende borgere en ekstra gul pille" eller "gøgeunger". Eller en borgmester, der offentliggør en liste over de 10 dyreste borgere, siger formand Morten Carlsson fra Landsforeningen Autisme.

- Selvom hver anden borger er i berøring med det psykiatriske system som bruger eller pårørende, går det den gale vej med budgetterne. At spise psykiske sårbare af med støtte fra satspuljen er en hån, siger bestyrelsesmedlem i paraplyorganisationen Det Sociale Netværk Palle Simonsen.

SF's handicapordfører Anne Baastrup kalder de mange sparehistorier fra mødets deltagere for deprimerende.

- Vi er nødt til at få en finansieringsreform, så den enkelte handicappede ikke kommer til at føles som en stor belastning for de mindre kommuner, siger hun.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere