Bortført italiener er fundet hængt i Gaza

Hamas har anholdt to personer efter drabet på italiensk aktivist. Italien fordømmer det 'barbariske mord'

Den italienske aktivist Vittorio Utmpio Arrigoni demonstrer mod Israels besættelse af Gaza. Nu er han blevet dræbt af yderliggående islamister. (Foto:AP)
Den italienske aktivist Vittorio Utmpio Arrigoni demonstrer mod Israels besættelse af Gaza. Nu er han blevet dræbt af yderliggående islamister. (Foto:AP)

Palæstinensiske sikkerhedsstyrker har fundet liget af en italiensk fredsaktivist og blogger, der har været bortført i Gazastriben.

Det siger en talsmand for den militante palæstinensiske Hamas-bevægelse. Italieneren blev fundet hængt i et efterladt hus.

Dræbte ham før fristen
En yderliggående gruppe med tilknytning til al-Qaeda havde truet med at dræbe Vittorio Arigoni fredag klokken 17.00 lokal tid, hvis gruppens leder, Hesham al-Sa'eedni, som Hamas anholdt i sidste måned, ikke blev frigivet.

Det er ikke klart, hvorfor gruppen dræbte italieneren inden fristens udløb.

Torsdag lagde hans bortførere et tre minutter langt videoklip på YouTube, hvor Arigoni blev vist med bind for øjnene og blod i ansigtet.

Fordømt af Hamas
Gruppen, der bortførte ham, er en relativt ukendt salafistgruppe, som er på kant med Hamas.

Salafisterne forsøger at fremme en mere ekstrem form for islam og rekrutterer nye medlemmer i Gazastriben, herunder også fra Hamas-bevægelsen.

En talsmand for Hamas-regeringen var fredag hurtigt ude og fordømme salafisternes drab på den italienske aktivist.

Talsmanden, Ihab al-Ghoussein, kalder drabet 'en frygtelig forbrydelse, der intet har at gøre med vores værdier, vores religion, vores skikke og traditioner'.

To mænd anholdt
To mænd er anholdt og andre personer eftersøges.

Den italienske regering fordømmer ligeledes drabet på Vittorio Arrigoni, der har boet i Gaza siden 2008.

Italiens udenrigsministerium udtrykker 'sin store forfærdelse over det barbariske mord' og 'tager på det skarpeste afstand fra ondskabsfulde og meningsløse voldshandling'.

Arrigoni er den første udlænding, der er blevet bortført i Gaza, siden BBC-journalist Alan Johnston blev holdt som gidsel af en gruppe ved navn Islams Hær.

Johnston blev frigivet i sommeren 2007 efter 119 dage i fangenskab.