F-16 fly over Libyen uden at kaste bomber

Danske kampfly var på vinger i fire missioner uden at bombe mål i Libyen

De danske F-16 kampfly har i det forgange døgn været på fire missioner over Gaddafis Libyen.

På ingen af dem var der mål at bombe, og flyene har derfor ikke afleveret præcisionsbomber, oplyser Flyvertaktisk Kommando.

Med de seneste døgns missioner har det danske bidrag til krigen mod Gaddafi rundet 66 missioner og 150 bomber.

Torsdag rystede flere eksplosioner de sydøstlige forstæder i hovedstaden Tripoli.

Der er også meldt om luftangreb i nærheden af den østlige olieby Brega.

Natos kampfly har de seneste dage gennemført flere angreb i Brega-området, hvor oprørerne er strandet i forsøget på at nå frem til hovedstaden Tripoli og vælte den libyske leder.

Muammar Gaddafi nægter fortsat at træde tilbage, og kampene mellem hans tilhængere og oprørerne bølger fortsat frem og tilbage.