Den palæstinensiske selvstyremyndigheds styrker allierede sig med Israel, da Hamas greb magten på Gazastriben i 2007. Det viser et telegram fra det amerikanske diplomati, der er offentliggjort af Wikileaks.
I telegrammet citeres lederen af den israelske sikkerhedstjeneste, Yuval Diskin, for at sige, at Israel og palæstinensiske sikkerhedsstyrker deler 'næsten al efterretning'. Diskin beskriver de palæstinensiske sikkerhedsstyrker som 'desperate' i kampen mod Hamas.
- Det er en ny udvikling. Vi har aldrig tidligere set noget lignende, siger han i telegrammet, der blev sendt fra USA's ambassade i Tel Aviv til det amerikanske udenrigsministerium 13. juni 2007.
Den palæstinensiske selvstyremyndighed ledes af palæstinensernes præsident Mahmoud Abbas og hans Fatah-bevægelse. Selvstyremyndigheden har i dag kontrollen med den besatte Vestbred, mens Hamas kontrollerer Gazastriben.