Bomme og signaler skal under lup

Trafikministeren vil bruge flere penge på at sikre jernbaneoverskæringer efter dødsulykke

Samtlige landets jernbaneoverkørsler skal ses efter i sømmene. Både statslige og private.

Det siger trafikminister Hans Christian Schmidt (V).

Baggrunden er en ulykke på Odense-Svendborg linjen, hvor en 11-årig dreng mistede livet, da han blev ramt af et tog, der kom kørende med 120 km/t.

Sænk farten
Fredag fik Banedanmark besked på, at togene omgående skulle sænke farten og køre 100 km/t.

Trafikstyrelsen havde ellers givet Banedanmark dispensation til en højere hastighed på strækningen. Den udløb ellers 1. december, men blev så administrativt forlænget.

- Styrelsen har meddelt mig her og nu, at de i dag har meddelt Banedanmark, at de omgående skal begynde at køre 100 km/t, siger ministeren.

Hans Christian Schmidt har bedt om en redegørelse og vil have samtlige overkørsler undersøgt.

- Overkørslerne skal screenes. Jeg er ret sikker på, at vi skal bruge flere penge på det, og derfor er ordførerne inviteret over til mig i næste uge for at tale om det her, siger han.

Ifølge trafikministeren er politikerne nødt til at se på hver enkelt overkørsel.

- Der er rigtig mange overkørsler, også ved privatbaner, så det er noget vi skal kigge på, siger han.

Både Enhedslisten og Dansk Folkeparti har fredag bedt ministeren om en redegørelse.

Trafikordfører Per Clausen vil gerne vide, hvorfor Trafikstyrelsen gang på gang har givet dispensation til Banedanmark med henvisning til, at banen ellers ville blive lukket, fordi Banedanmark ikke havde penge til at gennemføre de nødvendige forbedringer.