Klimamøde i Mexico kan gå begge veje

Der er stadig ikke fremskridt på de helt store spørgsmål i en ny klimaaftale. Men heller intet sammenbrud

Miljøaktivister protesterer mod klimatopmødets manglende resultater på stranden i Cancun, Mexico. (Foto: AP)
Miljøaktivister protesterer mod klimatopmødets manglende resultater på stranden i Cancun, Mexico. (Foto: AP)

Forhandlingerne på FN's klimakonference i Mexico kan stadig gå begge veje. Torsdag arbejder en række undergrupper af ministre på kompromistekster. Klimaminister Lykke Friis (V) tør endnu ikke spå om udfaldet.

- Det er vigtigt at notere, at forhandlingerne stadig er i god gænge. Vi har ikke haft noget sammenbrud, men heller ikke noget gennembrud. Jeg synes, at EU er mere på banen i forhold til København sidste år, og det tavse flertal har fået tungen mere på gled, siger Lykke Friis.

Bolivia udvandrede onsdag fra en uformel kontaktgruppe på omkring 40 ministre i utilfredshed med forhandlingsformen, men er kommet tilbage igen efter pres fra det mexicanske formandskab.

På topmødet i København var Bolivia blandt de hårdeste kritikere, som afviste Københavner-erklæringen Copenhagen Accord.

- Det, som i sidste instans kan få det hele til at falde til jorden, er naturligvis spørgsmålet om landenes CO2-reduktionsmål, MRV (rapportering om hjemlig klimaindsats, red.) og selvfølgelig den juridiske form. Det er altafgørende, siger Lykke Friis.

Der er nu godt halvanden dag tilbage af COP16-klimamødet, som efter planen skal slutte fredag eftermiddag, mexicansk tid.