Indere laver rapport om egne fængsler

De indiske myndigheder gør nu et nyt forsøg på at overbevise Danmark om, at våbensmugleren Niels Holck skal udleveres

Indiske myndigheder udarbejder nu en rapport om tilstanden i de indiske fængsler. Inderne håber på, at det kan medvirke til en udlevering af danskeren Niels Holck. (Foto: Carsten Norton)
Indiske myndigheder udarbejder nu en rapport om tilstanden i de indiske fængsler. Inderne håber på, at det kan medvirke til en udlevering af danskeren Niels Holck. (Foto: Carsten Norton)

En række højtstående embedsmænd skal onsdag mødes med indenrigsminister G D Gautama fra den vestbengalske delstat for at diskutere tilstanden i de indiske fængsler. Det skriver nyhedssitet indianexpress.com.

Rapporten skal så sendes til det danske retsvæsen.

Inderne vil have Holck for retten, så han kan dømmes for nedkastningen af våben til den religiøse bevægelse Ananda Marga i 1995. Men udleveringen er indtil videre blevet bremset af Retten i Hillerød.

Dommeren underkendte justitsministeriets beslutning om at udlevere Holck, fordi det er så usikkert, hvordan fængslede behandles i de indiske fængsler, at der er risiko for, at Holck udsættes for tortur.

Afvisningen skal nu behandles af Østre Landsret.