Superfly bekæmper brand i Israel

Verdens største fly til bekæmpelse af brande er sat ind i kampen mod den største skovbrand i Israels historie.

Med hjælp fra verdens største brandfly håber Israel at få bugt med den værste skovbrand i landets historie.

Boeing Supertanker-flyvet kan laste 76.000 liter vand og dumpe det ned over flammerne.

Brandflyet er sat ind mod en skovbrand ved den nordlige havneby Haifa, som hærger på fjerde døgn og som er ude af kontrol.

Redningsmandskab var dog søndag formiddag i et noget mere optimistisk humør end i de foregående dage.

- Branden florerer stadig flere steder. Men det overordnede billede gør os optimistiske, siger Boaz Rakia, der leder brandslukningen.

En årsag til optimismen er faldende vindstyrke og udsigt til regn i området sent søndag eller mandag.

Hidtil er over 5000 hektarer skov med fem millioner træer blevet flammernes bytte i Carmel-bjergene syd for Haifa.

41 mennesker har mistet livet siden branden opstod torsdag morgen, og godt 17.000 mennesker er blevet evakueret i forbindelse med branden.

Israel har ikke selv udstyr til at slukke skovbrande og en omfattende international hjælp er sat i værk. Således deltager fly og brandfolk fra flere end 10 lande i arbejdet.